Mennesker kommer og går……

Ja – mennesker kommer og går. Det eneste du kan være sikker på – er, at I møder hinanden lige præcist på det rette tidspunkt – nogle gange måske kun kortvarigt – som et lille vindpust.

Måske pusler en udfordring oppe i din hjerne. Ligegyldigt, hvilken retning du vrider din hjerne, kan du ikke finde ud af at løse netop denne udfordring. Samme dag skal du over og handle i supermarkedet. Her møder du pludseligt og helt uventet en af dine gamle venner, som du ikke har set i lang tid. Et glædeligt gensyn. Mens I snakker om, hvad der sker i jeres liv, kommer der pludselig en sætning fra din gamle ven – som sætter alt på plads i din hjerne. Udfordringen er løst. Hurra. Så det var derfor, at du skulle møde din gamle ven. Om I så udvider bekendtskabet yderligere, er sådan set underordnet. Du fik den hjælp, som du havde brug for lige nu og her.

Måske sidder du til et foredrag og keder dig. Har egentligt fortrudt, at du overhovedet tog herhen. Så sker det magiske. Foredragsholderen siger netop den magiske sætning, som kommer til at ændre dit liv, og du erkender, at det var det hele værd at vente på netop den sætning. Lyder det for usandsynligt? Tro mig – jeg har oplevet det selv – så det er ganske vist.

Mennesker kommer og går i dit liv med et formål. Måske ved du ikke altid med det samme, hvad årsagen var – men pludselig en dag går det op for dig. Du ved, hvad det var du skulle lære.

Måske er du nødt til at møde den samme person i forskellige menneskeforklædninger, før du har fattet lektien. Ind imellem er disse møder mindre rare – måske direkte ubehagelige. Måske bliver du ved med at møde den samme type partner eller chef – lige indtil den dag, hvor det går op for dig, hvad det handler om. Så ændrer alt sig.

Har du aldrig undret dig over, at der er mennesker, som du tidligere har kendt, som du aldrig ser mere, på trods af, at I bor ganske tæt på hinanden. Og andre, som du bliver ved med at møde på de mærkeligste steder.

Så er der de mennesker, som måske forsvinder ud af dit liv for en tid – for så at komme tilbage igen på en – for begge parter – endnu bedre og mere berigende måde end før.

Og endelig er der de mennesker, som du slet ikke har lyst til nogensinde at give slip på, og som heldigvis har det på samme måde som dig.

Gad vide, hvem du møder næste gang………

Tak til alle, som jeg har mødt på min vej indtil videre. I har alle været med til at gøre mig til den person, som jeg er i dag …… <3

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

Bloggens indhold er ikke sponsoreret/The contents of this blog have not been sponsored

Bjørnen sover

Januar – mørk – grå – tung og ikke mindst lang! Den føles i hvert fald lang!

Det nye år er knap startet med glæde, sang og begejstrede “Godt nytår”, før det går op for en, at nu ligger januar der foran som en kold, truende masse.

  • Et januarudsalg, som man ikke har råd til, fordi man lige har brugt alle sine penge i julen
  • En betalingsoversigt, som fortæller, at på trods af julen er det tid til dyre kvartalsbetalinger og DR licens
  • Et vejr, som ikke kan beslutte sig helt for, om det virkelig skal være fyldt med frost eller have forårsfornemmelser
  • Bilen, som så alligevel fortæller en, at januar kan betyde frost, når man går for sent i gang med at afise ruderne inden jobbet
  • De ekstra kilo på kroppen efter julemaden
  • Sengen, som virker endnu mere tillokkende at blive liggende i, når vækkeuret har ringet en til dåd
  • Man føler sig måske doven, uoplagt og trist
  • Mørket som er der – når man tager afsted om morgenen – og når man kommer hjem igen om eftermiddagen

Fortvivl ikke kære ven . Det lysner jo allerede. I dag den 12. januar er dagen tiltaget med 30 minutter siden vintersolhverv! Det er da gode tegn. Og forleden så jeg, at en person på Facebook havde postet nogle små vintergækker, som var ved at dukke op i lyset.

I stedet for at fortvivle – så tænk på bjørnen, som går i vinterhi og lader op til, at den skal i gang igen med at jage. Tillad dig selv at hvile mere og lade op, når du har behov og mulighed for det. Mørket indbyder til hvile ikke til aktivitet.

Selvom du måske skal på arbejde, kan du vælge at se denne lidt trætte tid som en tid, hvor du restituerer dig og gør dig klar til foråret og resten af året. En tid, som du benytter til ekstra egen-omsorg. Jeg kunne remse en hel liste af gode ting op, som du kan gøre for dig selv for at give dig egen-omsorg. Men egen-omsorg er individuel fra person til person. For nogen er det at meditere og dyrke yoga – for andre er det at tage et glas rødvin til maden.

Det vigtigste er, at du tillader dig at gøre netop dét, som giver dig egen-omsorg og hjælper dig igennem vinteren og frem til foråret fyldt med energi og optimisme.

Husk – det bliver bedre og bedre for hver dag – det lysner!

Tak til Irene for inspiration til “Esthers Fredagsblog” denne uge.

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

Photo: Freeimages- Iwan Beijes

Livet venter på dig!

Så skete det. Det blev 2018.

Som sædvanlig er det forgangne år løbet afsted. Det føles nærmest, som om det kun er et par måneder siden, at det var januar 2017.

Har vi nået alt det, som vi ville? Eller er der stadig u(for)løste udfordringer, opgaver og ønsker, som ligger og venter på os. Venter på os, fordi vi ikke fik taget os sammen – fordi vi ikke vidste hvordan vi skulle klare det – fordi det var for uoverskueligt – eller fordi vi ikke følte, at vi fortjente det – var gode nok til det – eller……..

Jeg skrev allerede om dette i min Nytårsraket-blog i sidste uge. Nu er Nytårsraketten så landet (forhåbentligt sikkert) på den anden side af 2017. Du ved sikkert godt, hvad du har valgt at bringe med dig ind i 2018.

Så – nu er det NU!

Men bare rolig – ikke stresse – du skal nok nå det. Nu kan du vælge, at du vil tage tingene lidt mere stille og roligt – og alligevel nå, hvad du har sat dig af mål.

Du kan vælge at starte din dag med bevidst at beslutte dig for, hvordan du gerne vil have, at din dag skal være netop i dag. Det gør du, ligeså snart du vågner.  Måske kender du allerede til meditation og vælger at sætte dig op i sengen- men netop denne øvelse fungerer også, selvom du stadig ligger ned. Det eneste, som er vigtigt, er, at du gør det i selv samme øjeblik, hvor du er vågnet, for så er underbevidstheden allergladest for at “lege med”.

Nu ser du for dig (visualiserer), hvordan du gerne vil have, at din dag skal forløbe. Måske ser du får dig, at du når S-toget uden at skulle løbe. Du ser for dig, at  der er en god vinduesplads ledig i S-togskupeen, som du sætter dig på. Når du ankommer til jobbet, bliver du modtaget af en smilende chef (som måske normalt er lidt morgensur). Sådan går du igennem så meget af din dag, som du har lyst til på forhånd at sætte dit eget præg på. Du ser også for dig, at hvis der opstår udfordringer i løbet af dagen – så klarer du dem med ro og klarhed i sindet og god jordforbindelse. Samtidig med lægger du hele tiden mærke til dit åndedræt i baggrunden.

Hele denne visualisering behøver ikke at tage mere end 5-7 minutter – men hvis du har lyst til at blive ved i længere tid, gør du bare det.

Så er du klar til dagen med et større nærvær og en parathed til at møde det, som kommer.

Når du er kommet i seng om aftenen, vælger du mindst 3 ting, som du er taknemmelig for, at der er sket i løbet af dagen. På den måde slutter din dag på samme rolige og positive måde, som du startede den.

Hvis du praktiserer disse to enkle øvelser dagligt, kan du efterhånden opdage, at du i det hele taget opnår mere positivitet, ro og nærvær i hele din hverdag. Og når du når til 2019 – opdager du måske, at du har nået at (for)løse lidt mere end du “plejer” at gøre på et år.

Husk at være til stede lige nu og her i alt, hvad der kommer. Og husk – livet venter på dig!

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

Photo – Freeimages – Maria Kallas

I denne søde juletid

Så er det lige før den store aften.

Du er sikkert stadig i fuld gang med juleforberedelserne. Måske er der stadig lidt stress. Eller måske endda endnu mere stress nu, hvor dagen nærmer sig.

Fortvivl ikke kære ven.
Hvis gaven du render efter, er udsolgt – så er den tilbage i butikkerne efter Nytår.
Hvis juleanden er mindre, end den plejer – spiser I bare mere flæskesteg.
Hvis du ikke nåede at fange alle støvfnug under sofaen – er hele gulvet alligevel snart dækket med krøllet julepapir.
Hvis børnene er kommet til at spise alle julesmåkagerne inden juleaften – (fordi dåsen ikke var sat højt nok op) – ja så er der så meget andet guf; og det er da også rart at vide, at børnene synes så godt om dit hjemmebag, at de ikke kunne vente. 🙂

Stop op ind imellem og træk vejret dybt!

Juleaften kommer – selvom du ikke stresser.

Lad julefreden sænke sig over dig og dit hjem! Vær god ved dig selv og alle andre – både nær og fjern!

Rigtig glædelig Jul til alle mine læsere.

Kærlig hilsen
Esther

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

I denne søde Juletid

Esthers Fredagsblog

Ja – i denne søde juletid farer vi rundt for at nå det hele. Hvor mange af os får egentligt nydt julemåneden?

Jeg selv har det meget blandet med julen:

Hvis man kommer på besøg i mit hjem lige nu, vil man overhovedet ikke få øje på noget som helst, som minder om jul. Og dog – der ligger da forresten et julekort – og måske er duften af mine nybagte julesmåkager stadig i luften. Men – når det er sagt – så er der hverken nisser, gran eller julelys. Og den mistelten, som hænger ude i min entre, hænger der gerne et år ad gangen, så den gælder heller ikke helt.

Hvorfor har jeg ikke pyntet op til jul? Hmmm – jeg mener at huske, at jeg var temmelig vild med at pynte op, da jeg var helt ung. Det hørte ligesom med til at være nygift (som 21-årig), og sørge for at holde alle traditionerne i hævd (ligesom jeg også havde en kæmpe køkkenhave og bagte brød til fryseren hver uge). Senere kom børnene til, og ja – der slipper man heller ikke uden om nisserne.

I samme øjeblik, de kære børn var “flyttet fra reden”, ændredes tingene sig. Pludselig boede jeg helt alene og “kunne bestemme alt selv”. Dette indebar bl. a., at der kom en del mindre julepynt op.

Mange kalder julen for hjerternes fest.

Problemet er bare, at mange af disse hjerter banker lidt for hurtigt, fordi de er stressede over, om de nu kan nå alt inden jul: julepynt – julebag – julegaver – julemad i massevis osv. osv. Ind imellem alle disse hyggelige julesysler skal de også nå at klare arbejde, rengøring, tøjvask og frikadeller. Og når de så endelig når frem til juleaften – og skal til at nyde effekten af al julestressen, er de helt udmattede. Til gengæld kan de være stolte over, at de endnu engang nåede det hele, inden julelysene tændtes.

Ja – ja – jeg ved det godt. Måske lyder jeg lidt negativ – og det er da heller ikke helt så hårdt ment. Når alt kommer til alt – er jeg jo selv delvist med på ræset og i fuld gang med at købe gaver og planlægge julemiddagen. Jeg tænker bare, at det ville være fantastisk, hvis det ikke skulle være sådan et præstationsræs.

Og så skal jeg i øvrigt have julepyntet inden den 23. december, for der kommer mit barnebarn fra Spanien! Og det glæder jeg mig til.

Pas på jer selv i den sidste uge inden hjerternes fest.

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

Photo: Freeimages- Rositsa Jeliazkova

Åh nej – nu gjorde jeg det igen!

Esther’s fredagsblog

Tak til Birgitte for ideen til denne uges emne.

”Nej nej nej – nu gjorde jeg det igen. Hold kæft, hvor er jeg træt af mig selv”. Blenderdelen røg lige ned i smoothien, da jeg ville trække den op.  Lækker smoothie ud på bordet i stedet for i glasset.

Ja – vel er det da irriterende – men verden er ikke gået under – vel. Og bliver smoothien mere hel  af, at du banker dig selv oven i hovedet?

Dommeren
Dommeren i os er hele tiden parat til at slå ned, når han/hun ser en chance for at dømme – enten sig selv  eller andre.

”Åh – nej skal jeg virkelig sidde ved siden af ham der hele vejen! Han lugter sikkert, og han ser dum ud”, tænker du og masser dig ned ved siden en lidt overvægtig mand i flyet. Dommeren viser sig igen – denne gang på flyet på vej på forretningsrejse. Et øjeblik efter finder du ud af , at han er sød og venlig, da du har behov for at gå på toilettet, og han er nødt til at rejse sig og vente i midtergangen, indtil du er tilbage. Og – hov dum er han da vist heller ikke. Han sidder og læser en bunke forretningspapirer med grafer og tabeller.

Vi ser en person, som på en eller anden måde går uden for ”normalområdet” for, hvorefter vi er hurtige til at fordømme personen lige med det samme.

Du banker dig selv i hovedet
Når du så har fundet ud af, at du tog fejl – bliver du flov, banker igen dig selv oven i hovedet og skælder dig selv ud for at være fordømmende overfor andre.

Ofte foregår alt dette ganske pr. automatpilot  og nærmest i det ubevidste. Vi gør det dagligt og endda mange gange.

At give slip på vores indre dommer
Hvis vi vil vores indre dommer til livs – kan vi starte med at observere, hver gang det sker.  Ikke analysere, men blot se det hele oppefra. Ja – blenderdelen røg ned i smoothien – og hvad så? Jeg samler den op igen, og heldigvis er stadig smoothie tilbage.

Og 9 ud af 10 gange, hvor vi dømmer andre bevidst eller ubevidst  – ender det med, at vi finder ud af, at der ikke var nogen grund til at være fordømmende.

Hold øje med, når dommeren træder frem
Prøv at træne dig i at lægge mærke til, når dommeren er fremme – hvad enten det er andre eller dig selv, du dømmer.  Hvis det er et andet menneske, du dømmer uden at at kende dette menneskes historie – så prøv at stoppe op og tænk, at der kan være nogle ukendte årsager til, at dette menneske optræder på en bestemt (og for dig irriterende) måde.

Forestil dig personens historie
For nogle år siden , hvor jeg underviste i kommunikation, brugte jeg en film med John Cleese som en del af undervisningen.

Jeg husker specielt en scene, hvor en mand  først bliver meget  irriteret på en kollega, som taler aggressivt. Manden skal lige til at svare aggressivt tilbage, men John Cleese hvisker i øret på ham, at han skal forestille sig, at kollegaens kone lige er blevet kørt over. Dette får vores mand til at tale pænt og høfligt til kollegaen, som straks bliver mere rolig, og siger:  ”Tak fordi du forstår mig. Min kone er lige blevet kørt over”.

ingen af os er perfekte – hverken du eller jeg. Få nu den pegefinger trukket tilbage. Der er da så meget andet – langt sundere at bruge livet på.

Hav en fantastisk weekend – livet venter på dig!

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

 

Ayni – Dit nye yndlingsord

Esther’s fredagsblog
(Tak til Karina for at foreslå dagens emne)

Ayni – et fantastisk ord, der burde indgå i et hvert sprog, men det er et ord fra sproget quechua (talt af q’ero folket i Peru)

Ayni er et udtryk fra Inkatraditionen. Meget kort forklaret, betyder det at gøre noget godt – uden at forvente at få noget til gengæld.

Nu tænker den vakse måske: “Jamen, det er vel det samme som “Karma”.

Ja – og nej ……

Der findes både “god” karma og “dårlig karma”. Det vil jeg skrive mere om på et andet tidspunkt – men kort fortalt, kan man generere god karma ved at udføre gode gerninger – og dårlig karma ved at udføre dårlige gerninger.

God karma
Hvis du skal sammenligne Ayni med karma – er Ayni udelukkende god karma. Og jo mere Ayni du giver ud – jo mere Ayni får du tilbage. Rent faktisk kan du få endnu mere Ayni tilbage, end du har givet ud.

Det eneste krav er – som sagt, at du skal give Ayni – uden at forvente at få noget til gengæld.

Det er jo så der, hvor det kan blive lidt besværligt. Hvor mange af os kan med fuldstændig sandhed sige, at når de giver noget ud, forventer de aldrig noget til gengæld? Hmmm.

At give af et rent hjerte
Det er så smukt at opleve, når et menneske virkelig giver af et rent hjerte. Det handler ikke kun om, at du giver en fysisk ting til en anden. Det kan ligeså godt være:

  • At du hjælper et menneske med at udføre en opgave
  • At du behandler andre med respekt og ligeværdighed
  • At du taler pænt om andre bag deres ryg
  • At du behandler naturen omsorgsfuldt
  • At du er god ved dyr
  • At du er taknemmelig
  • At du køber bæredygtig mad
  • At du taler pænt til andre
  • At du ……….. find selv på mere

Øv dig
Hvis vi alle bevidst begyndte at give Ayni hver eneste dag, ville verden efterhånden blive et bedre og mere trygt sted at leve.

Ved at give Ayni vil du opdage, at der begynder at ske endnu flere fantastiske ting for dig selv. Vid også, at det ikke nødvendigvis kommer fra samme sted, som du har givet det ud. Men – vid at det skal nok komme. Godt avler godt.

Øv dig – hver dag – og skridt for skridt – vil du opdage, at Ayni bliver en mere og mere naturlig del af din hverdag.

Så skynd dig ud og lav noget Ayni!

Livet venter på dig!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og vær sikker på at få læst alle mine blogindlæg

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

Læs mere om Ayni her

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

Photo: Freeimages – Irum Shahid

Jamen – det er da spild af tid!

 

Esther’s fredagsblog

Med denne overskrift vil jeg starte ugens “Esther’s Fredagsblog”. Jeg har selv siddet fast i dette hamsterhjul, så jeg vil fortælle, hvad der fik mig til at ændre min tankegang.

Jeg havde travlt – meget travlt. Havde gang i flere projekter på samme tid. De fleste af mine projekter var (heldigvis) til stor glæde for mig, men der var dog et par “pligtprojekter” ind i mellem. Dem har de fleste af os vel nogle stykker af (nogle flere end andre).

Det vigtige for mig var, at jeg udnyttede min tid maximalt, så jeg kunne få tid til alle mine projekter UDEN SPILDTID. Jeg ville være effektiv – for så kunne jeg jo altid slappe af, når jeg havde overstået alle de daglige projekter.

Dette betød, at jeg satte mit vækkeur til at ringe højst 1 time, inden jeg skulle ud af døren. Jeg skulle jo nødigt gå glip af noget søvn. Specielt også fordi jeg p.g.a. tanker om alt, hvad jeg skulle nå, sov meget dårligt om natten.

Om morgenen var jeg så effektiv, at jeg kunne nå alt, inden jeg – på nøjagtigt det tidspunkt, som rejseplan eller gps foreslog – kunne tage afsted. En gang i mellem undte jeg dog mig selv at tage afsted 5-10 minutter før, men så følte jeg også, at jeg var “rundhåndet” med min kostbare tid.

Den morgen, som ændrede alt, var en af netop en af de morgener, hvor jeg havde sovet dårligt pga. tanker om mine projekter. Jeg tænkte optimistisk, at 5 minutter før estimeret gps-tid var rigeligt til at parkere bilen og nå op til mit møde. Det irriterede mig dog, at mit andet møde først var 1,5 timer efter det estimerede sluttidspunkt for det første møde (jeg håber, at du holder tungen lige i munden). Hvad skulle jeg dog bruge al den spildtid til.

Jeg var glad, da jeg opdagede, at der næsten ikke var noget trafik på Gammel Køge Landevej: Hvor smart – Esther, at du valgte den i stedet for motorvejen. Samtidig med nåede jeg dog også at ærgre mig over, at jeg så var taget så “tidligt” afsted, for nu fik jeg jo tidspilde inden første møde.

Ak og ve – da jeg er inde på Enghave Plads og skal til at dreje til venstre (stadig i god tid), opdager jeg, at den vej, som jeg tror jeg skal ned af ikke vil kørende trafik. Derfor må jeg fortsætte ligeud – heldigvis til Vesterbrogade. Men – ak og ve igen – vejarbejde på Vester-brogade, så jeg må kun dreje til højre, hvilket fører mig længere væk fra mit bestem-melsessted.

Jeg kører langt ned af Vesterbrogade og spejder efter en vej til højre, som kan redde mig. Endelig er der en vej – men ups – i samme øjeblik, hvor jeg skal til at dreje ned – begynder en vejarbejder at lukke en bom og viser mig med fagter, at den vej må jeg ikke køre ned. Han får dog medlidenhed med mig, da han ser mit nu temmelig desperate ansigt, så jeg får lov at smutte igennem som den sidste.

Jeg har lige hørt min bilradio annoncere Radioavisen, så …… ja nu er jeg for sent på den til mit møde.

Endelig når jeg frem til parkeringspladsen ved min destination. Jeg har dog kun lidt overskud til at glæde mig over rent faktisk at få kapret en p-plads, for jeg er klar over, at nu må jeg løbe for ikke at komme alt for sent. Derfor sætter jeg hurtigt p-skiven og løber op. (Behøver jeg at nævne, at jeg satte p-skiven forkert).

Mødet jeg skulle have den gang blev min store redning. Kvinden var coachuddannet, og på en eller anden måde fik hun mig pejlet hen til et helt andet sted i min tankegang. I samme øjeblik guldkornet var faldet på plads hos mig – faldt roen over mig.

Det gik op for mig, at det som gjorde mig stresset – ikke så meget var, fordi jeg havde flere projekter i gang på én gang. Nej – det var fordi jeg ikke ville have “tidspilde” imellem mine projekter. Jeg ville være struktureret og målbevidst og udnytte min tid optimalt.

Ved at udnytte min tid på denne måde, gjorde jeg mig selv en bjørnetjeneste. Jeg tog ikke forbehold for lukkede veje og vejarbejde – eller  p-skiver, som bliver sat forkert i farten.

Denne kloge kvinde lærte mig, at jeg skulle lægge blokke af ekstra tid rundt om mine aftaler, så jeg ikke blev væltet omkuld af uforudsete hændelser. Hun lærte mig at se denne ekstra blok-tid som egentid i stedet for spildtid.

Jeg ærgrer mig nu ikke længere over at “at spilde tiden”, når jeg kommer for tidligt til et møde. I stedet for glæder jeg mig nu over at have egentid til at gå en tur eller til at læse lidt i en bog (f. eks. en mindfulness bog). Jeg har god tid til at sætte min p-skive og kan komme roligt og afslappet op til min aftale – fyldt med meget mere overskud end tidligere.

Hvad med dig? Har du spildtid – eller egentid?

Livet er for kort til stress!

PS: Heldigvis fik jeg ikke nogen parkeringsbøde. 🙂

 

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

Photo: Freeimages – B S K

Er dit glas halvt tomt?

 

Esther’s Fredagsblog
Synes du også altid, at du bliver bombarderet med “bad news”?

Når vi tænder for Nyhederne eller ser overskrifterne på vores avis-apps – bliver vi væltet omkuld af negative nyheder. Vi bliver hele tiden mindet om, at vi lever i en utryg verden, fyldt med krig, terror, vold og had på kryds og tværs. Det kan ind imellem være svært at hitte rede i, hvem der er de gode, som vi skal “holde med”, og hvem der er de onde, som vi skal tage afstand fra.

De dårlige nyheder har taget så meget overhånd, at vi helt er holdt op med at se skoven for bare træer. Vi lægger ikke længere mærke til alle de positive og gode nyheder – men ser kun de mørke og truende.

Jeg er selv faldet i den fælde. Det sidste jeg gør, inden jeg slukker lyset for at sove, er ofte  at checke min mobiltelefon for de sidste nye dårlige nyheder. Tænk, hvis jeg skulle gå glip af et skuddrama. Det vil sige, at jeg er godt fyldt op af dårlige nyheder, inden jeg når drømmeland.

I dag var jeg med en veninde i “Mystikkens Univers” for at høre et foredrag med Ingelise og Steen Landsy om den kollektive karma. Foredraget var indsigtsfuldt og interessant og fik mig til at erindre “Den positive Radioavis” fra Radio Lotus, som Ingelise og Steen nævnte.

Ligesom Ingelise og Steen Landsy var jeg også morgenvært på Radio Lotus i 7 år (fra 1993-2000). Radio Lotus sendte live kl. 7-8 hver morgen, så vi skulle tidligt op og være morgenfriske kl. 6. En af de vigtigste opgaver, når vi mødte op med morgenøjne på Nannasgade, var, at vi skulle gennemgå alle morgenaviserne. Vi skulle finde så mange posistive nyheder, som overhovedet muligt,

Selvom verden også den gang var fyldt med dårlige nyheder – lykkedes det os rent faktisk at finde så mange positive nyheder i aviserne, at vi kunne læse en lang positiv radioavis op for vore lyttere. På den måde fik både de og vi en positiv start på dagen.

Tak til Ingelise og Steen, fordi de mindede mig om Radio Lotus’ positive radioavis.

De positive nyheder findes faktisk også – måske ikke blandt de øverste top-overskrifter – men de ER der stadig. Jeg siger ikke, at vi pludselig skal lukke øjnene for livets realiteter – men blot huske på også at give os tid til at finde det positive. Det gælder ikke kun nyhedsformidling – men i det hele taget, at vi træner  i at se glasset halvt fuldt i stedet for halvt tomt

Jeg selv vil starte med at lukke ned for nyhederne inden sengetid. Se – en hel ny og mere positiv verden åbner sig pludselig.

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

bloggen er ikke sponsoreret