Åh nej – nu gjorde jeg det igen!

Esther’s fredagsblog

Tak til Birgitte for ideen til denne uges emne.

”Nej nej nej – nu gjorde jeg det igen. Hold kæft, hvor er jeg træt af mig selv”. Blenderdelen røg lige ned i smoothien, da jeg ville trække den op.  Lækker smoothie ud på bordet i stedet for i glasset.

Ja – vel er det da irriterende – men verden er ikke gået under – vel. Og bliver smoothien mere hel  af, at du banker dig selv oven i hovedet?

Dommeren
Dommeren i os er hele tiden parat til at slå ned, når han/hun ser en chance for at dømme – enten sig selv  eller andre.

”Åh – nej skal jeg virkelig sidde ved siden af ham der hele vejen! Han lugter sikkert, og han ser dum ud”, tænker du og masser dig ned ved siden en lidt overvægtig mand i flyet. Dommeren viser sig igen – denne gang på flyet på vej på forretningsrejse. Et øjeblik efter finder du ud af , at han er sød og venlig, da du har behov for at gå på toilettet, og han er nødt til at rejse sig og vente i midtergangen, indtil du er tilbage. Og – hov dum er han da vist heller ikke. Han sidder og læser en bunke forretningspapirer med grafer og tabeller.

Vi ser en person, som på en eller anden måde går uden for ”normalområdet” for, hvorefter vi er hurtige til at fordømme personen lige med det samme.

Du banker dig selv i hovedet
Når du så har fundet ud af, at du tog fejl – bliver du flov, banker igen dig selv oven i hovedet og skælder dig selv ud for at være fordømmende overfor andre.

Ofte foregår alt dette ganske pr. automatpilot  og nærmest i det ubevidste. Vi gør det dagligt og endda mange gange.

At give slip på vores indre dommer
Hvis vi vil vores indre dommer til livs – kan vi starte med at observere, hver gang det sker.  Ikke analysere, men blot se det hele oppefra. Ja – blenderdelen røg ned i smoothien – og hvad så? Jeg samler den op igen, og heldigvis er stadig smoothie tilbage.

Og 9 ud af 10 gange, hvor vi dømmer andre bevidst eller ubevidst  – ender det med, at vi finder ud af, at der ikke var nogen grund til at være fordømmende.

Hold øje med, når dommeren træder frem
Prøv at træne dig i at lægge mærke til, når dommeren er fremme – hvad enten det er andre eller dig selv, du dømmer.  Hvis det er et andet menneske, du dømmer uden at at kende dette menneskes historie – så prøv at stoppe op og tænk, at der kan være nogle ukendte årsager til, at dette menneske optræder på en bestemt (og for dig irriterende) måde.

Forestil dig personens historie
For nogle år siden , hvor jeg underviste i kommunikation, brugte jeg en film med John Cleese som en del af undervisningen.

Jeg husker specielt en scene, hvor en mand  først bliver meget  irriteret på en kollega, som taler aggressivt. Manden skal lige til at svare aggressivt tilbage, men John Cleese hvisker i øret på ham, at han skal forestille sig, at kollegaens kone lige er blevet kørt over. Dette får vores mand til at tale pænt og høfligt til kollegaen, som straks bliver mere rolig, og siger:  ”Tak fordi du forstår mig. Min kone er lige blevet kørt over”.

ingen af os er perfekte – hverken du eller jeg. Få nu den pegefinger trukket tilbage. Der er da så meget andet – langt sundere at bruge livet på.

Hav en fantastisk weekend – livet venter på dig!

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

 

Ayni – Dit nye yndlingsord

Esther’s fredagsblog
(Tak til Karina for at foreslå dagens emne)

Ayni – et fantastisk ord, der burde indgå i et hvert sprog, men det er et ord fra sproget quechua (talt af q’ero folket i Peru)

Ayni er et udtryk fra Inkatraditionen. Meget kort forklaret, betyder det at gøre noget godt – uden at forvente at få noget til gengæld.

Nu tænker den vakse måske: “Jamen, det er vel det samme som “Karma”.

Ja – og nej ……

Der findes både “god” karma og “dårlig karma”. Det vil jeg skrive mere om på et andet tidspunkt – men kort fortalt, kan man generere god karma ved at udføre gode gerninger – og dårlig karma ved at udføre dårlige gerninger.

God karma
Hvis du skal sammenligne Ayni med karma – er Ayni udelukkende god karma. Og jo mere Ayni du giver ud – jo mere Ayni får du tilbage. Rent faktisk kan du få endnu mere Ayni tilbage, end du har givet ud.

Det eneste krav er – som sagt, at du skal give Ayni – uden at forvente at få noget til gengæld.

Det er jo så der, hvor det kan blive lidt besværligt. Hvor mange af os kan med fuldstændig sandhed sige, at når de giver noget ud, forventer de aldrig noget til gengæld? Hmmm.

At give af et rent hjerte
Det er så smukt at opleve, når et menneske virkelig giver af et rent hjerte. Det handler ikke kun om, at du giver en fysisk ting til en anden. Det kan ligeså godt være:

  • At du hjælper et menneske med at udføre en opgave
  • At du behandler andre med respekt og ligeværdighed
  • At du taler pænt om andre bag deres ryg
  • At du behandler naturen omsorgsfuldt
  • At du er god ved dyr
  • At du er taknemmelig
  • At du køber bæredygtig mad
  • At du taler pænt til andre
  • At du ……….. find selv på mere

Øv dig
Hvis vi alle bevidst begyndte at give Ayni hver eneste dag, ville verden efterhånden blive et bedre og mere trygt sted at leve.

Ved at give Ayni vil du opdage, at der begynder at ske endnu flere fantastiske ting for dig selv. Vid også, at det ikke nødvendigvis kommer fra samme sted, som du har givet det ud. Men – vid at det skal nok komme. Godt avler godt.

Øv dig – hver dag – og skridt for skridt – vil du opdage, at Ayni bliver en mere og mere naturlig del af din hverdag.

Så skynd dig ud og lav noget Ayni!

Livet venter på dig!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og vær sikker på at få læst alle mine blogindlæg

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

Læs mere om Ayni her

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

Photo: Freeimages – Irum Shahid

Jamen – det er da spild af tid!

 

Esther’s fredagsblog

Med denne overskrift vil jeg starte ugens “Esther’s Fredagsblog”. Jeg har selv siddet fast i dette hamsterhjul, så jeg vil fortælle, hvad der fik mig til at ændre min tankegang.

Jeg havde travlt – meget travlt. Havde gang i flere projekter på samme tid. De fleste af mine projekter var (heldigvis) til stor glæde for mig, men der var dog et par “pligtprojekter” ind i mellem. Dem har de fleste af os vel nogle stykker af (nogle flere end andre).

Det vigtige for mig var, at jeg udnyttede min tid maximalt, så jeg kunne få tid til alle mine projekter UDEN SPILDTID. Jeg ville være effektiv – for så kunne jeg jo altid slappe af, når jeg havde overstået alle de daglige projekter.

Dette betød, at jeg satte mit vækkeur til at ringe højst 1 time, inden jeg skulle ud af døren. Jeg skulle jo nødigt gå glip af noget søvn. Specielt også fordi jeg p.g.a. tanker om alt, hvad jeg skulle nå, sov meget dårligt om natten.

Om morgenen var jeg så effektiv, at jeg kunne nå alt, inden jeg – på nøjagtigt det tidspunkt, som rejseplan eller gps foreslog – kunne tage afsted. En gang i mellem undte jeg dog mig selv at tage afsted 5-10 minutter før, men så følte jeg også, at jeg var “rundhåndet” med min kostbare tid.

Den morgen, som ændrede alt, var en af netop en af de morgener, hvor jeg havde sovet dårligt pga. tanker om mine projekter. Jeg tænkte optimistisk, at 5 minutter før estimeret gps-tid var rigeligt til at parkere bilen og nå op til mit møde. Det irriterede mig dog, at mit andet møde først var 1,5 timer efter det estimerede sluttidspunkt for det første møde (jeg håber, at du holder tungen lige i munden). Hvad skulle jeg dog bruge al den spildtid til.

Jeg var glad, da jeg opdagede, at der næsten ikke var noget trafik på Gammel Køge Landevej: Hvor smart – Esther, at du valgte den i stedet for motorvejen. Samtidig med nåede jeg dog også at ærgre mig over, at jeg så var taget så “tidligt” afsted, for nu fik jeg jo tidspilde inden første møde.

Ak og ve – da jeg er inde på Enghave Plads og skal til at dreje til venstre (stadig i god tid), opdager jeg, at den vej, som jeg tror jeg skal ned af ikke vil kørende trafik. Derfor må jeg fortsætte ligeud – heldigvis til Vesterbrogade. Men – ak og ve igen – vejarbejde på Vester-brogade, så jeg må kun dreje til højre, hvilket fører mig længere væk fra mit bestem-melsessted.

Jeg kører langt ned af Vesterbrogade og spejder efter en vej til højre, som kan redde mig. Endelig er der en vej – men ups – i samme øjeblik, hvor jeg skal til at dreje ned – begynder en vejarbejder at lukke en bom og viser mig med fagter, at den vej må jeg ikke køre ned. Han får dog medlidenhed med mig, da han ser mit nu temmelig desperate ansigt, så jeg får lov at smutte igennem som den sidste.

Jeg har lige hørt min bilradio annoncere Radioavisen, så …… ja nu er jeg for sent på den til mit møde.

Endelig når jeg frem til parkeringspladsen ved min destination. Jeg har dog kun lidt overskud til at glæde mig over rent faktisk at få kapret en p-plads, for jeg er klar over, at nu må jeg løbe for ikke at komme alt for sent. Derfor sætter jeg hurtigt p-skiven og løber op. (Behøver jeg at nævne, at jeg satte p-skiven forkert).

Mødet jeg skulle have den gang blev min store redning. Kvinden var coachuddannet, og på en eller anden måde fik hun mig pejlet hen til et helt andet sted i min tankegang. I samme øjeblik guldkornet var faldet på plads hos mig – faldt roen over mig.

Det gik op for mig, at det som gjorde mig stresset – ikke så meget var, fordi jeg havde flere projekter i gang på én gang. Nej – det var fordi jeg ikke ville have “tidspilde” imellem mine projekter. Jeg ville være struktureret og målbevidst og udnytte min tid optimalt.

Ved at udnytte min tid på denne måde, gjorde jeg mig selv en bjørnetjeneste. Jeg tog ikke forbehold for lukkede veje og vejarbejde – eller  p-skiver, som bliver sat forkert i farten.

Denne kloge kvinde lærte mig, at jeg skulle lægge blokke af ekstra tid rundt om mine aftaler, så jeg ikke blev væltet omkuld af uforudsete hændelser. Hun lærte mig at se denne ekstra blok-tid som egentid i stedet for spildtid.

Jeg ærgrer mig nu ikke længere over at “at spilde tiden”, når jeg kommer for tidligt til et møde. I stedet for glæder jeg mig nu over at have egentid til at gå en tur eller til at læse lidt i en bog (f. eks. en mindfulness bog). Jeg har god tid til at sætte min p-skive og kan komme roligt og afslappet op til min aftale – fyldt med meget mere overskud end tidligere.

Hvad med dig? Har du spildtid – eller egentid?

Livet er for kort til stress!

PS: Heldigvis fik jeg ikke nogen parkeringsbøde. 🙂

 

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

Photo: Freeimages – B S K

Er dit glas halvt tomt?

 

Esther’s Fredagsblog
Synes du også altid, at du bliver bombarderet med “bad news”?

Når vi tænder for Nyhederne eller ser overskrifterne på vores avis-apps – bliver vi væltet omkuld af negative nyheder. Vi bliver hele tiden mindet om, at vi lever i en utryg verden, fyldt med krig, terror, vold og had på kryds og tværs. Det kan ind imellem være svært at hitte rede i, hvem der er de gode, som vi skal “holde med”, og hvem der er de onde, som vi skal tage afstand fra.

De dårlige nyheder har taget så meget overhånd, at vi helt er holdt op med at se skoven for bare træer. Vi lægger ikke længere mærke til alle de positive og gode nyheder – men ser kun de mørke og truende.

Jeg er selv faldet i den fælde. Det sidste jeg gør, inden jeg slukker lyset for at sove, er ofte  at checke min mobiltelefon for de sidste nye dårlige nyheder. Tænk, hvis jeg skulle gå glip af et skuddrama. Det vil sige, at jeg er godt fyldt op af dårlige nyheder, inden jeg når drømmeland.

I dag var jeg med en veninde i “Mystikkens Univers” for at høre et foredrag med Ingelise og Steen Landsy om den kollektive karma. Foredraget var indsigtsfuldt og interessant og fik mig til at erindre “Den positive Radioavis” fra Radio Lotus, som Ingelise og Steen nævnte.

Ligesom Ingelise og Steen Landsy var jeg også morgenvært på Radio Lotus i 7 år (fra 1993-2000). Radio Lotus sendte live kl. 7-8 hver morgen, så vi skulle tidligt op og være morgenfriske kl. 6. En af de vigtigste opgaver, når vi mødte op med morgenøjne på Nannasgade, var, at vi skulle gennemgå alle morgenaviserne. Vi skulle finde så mange posistive nyheder, som overhovedet muligt,

Selvom verden også den gang var fyldt med dårlige nyheder – lykkedes det os rent faktisk at finde så mange positive nyheder i aviserne, at vi kunne læse en lang positiv radioavis op for vore lyttere. På den måde fik både de og vi en positiv start på dagen.

Tak til Ingelise og Steen, fordi de mindede mig om Radio Lotus’ positive radioavis.

De positive nyheder findes faktisk også – måske ikke blandt de øverste top-overskrifter – men de ER der stadig. Jeg siger ikke, at vi pludselig skal lukke øjnene for livets realiteter – men blot huske på også at give os tid til at finde det positive. Det gælder ikke kun nyhedsformidling – men i det hele taget, at vi træner  i at se glasset halvt fuldt i stedet for halvt tomt

Jeg selv vil starte med at lukke ned for nyhederne inden sengetid. Se – en hel ny og mere positiv verden åbner sig pludselig.

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

bloggen er ikke sponsoreret

Hvis bare jeg får ….. så bliver jeg lykkelig!

Kender vi mon ikke alle netop den sætning på den ene eller anden måde? At vi tror, at vores lykke afhænger af noget udefrakommende i stedet for noget inden i os selv.

Meget tit bliver lykke forbundet med penge i overflod. At hvis vi bliver mange­millionærer i lotto, så er lykken sikret.

Men er dette i virkeligheden sandt?

Giver penge lykke?
Selvom vi har penge i overflod og kan købe, alt, hvad vi behøver – kan vi f. eks. stadig blive ramt af alvorlig sygdom, hvor helbredelse ikke er mulig. Vi kan miste en nærtstående person. Pludselig betyder det intet, at vi har millioner i banken, for det bringer ikke vore kære tilbage.

Som jeg ser det, så er det, som vi kan købe for penge – udelukkende lykke – købt på lånt tid.

Når vi f. eks. endelig har fået råd til at købe et fantastisk nyt vidunder indenfor elektronik-verdenen – et vidunderprodukt, med lidt flere funktioner, end dét lignende produkt, som vi købte for 1 år siden – så føler vi os lykkelige. Hver gang vi kigger på det nye vidunder, er det med et forelsket blik. Vi tager elektronikvidunderet frem igen og igen – og vi håber, at andre ser, at netop vi har fået denne nye model.

Tag ansvar for din egen lykke
Eller vi tror, at ansvaret for, at vi bliver lykkelige ligger hos et andet menneske. Så skynder vi os at få en ny kæreste. Vi søger lykken udefra – i stedet for stole på, at lykken først og fremmest afhænger af os selv og ligger som en spire inden i vores hjerte og venter på at folde sig ud og blomstre i fuld flor.

Få måneder efter – begynder vi måske allerede at sukke efter en endnu nyere elektronik­model eller kæreste, som vil gøre os endnu mere lykkelige.

Ja – ja – jeg ved det godt. Jeg kan kun skrive om alt dette, fordi jeg selv har været der – flere gange. Hver gang med en efterfølgende fornemmelse af, at nej – dette (eller han) gjorde mig (heller ikke) mere lykkelig.

Hvad er lykke?
Igennem årene har jeg ændret min opfattelse af lykke. Jo – jeg vil da gerne stadig vinde millioner i lotto. Ikke fordi det vil gøre mig lykkelig – men udelukkende fordi det ville gøre visse områder i mit liv nemmere.

Jeg føler mig lykkelig i mange situationer. Situationer, hvor mit hjerte næsten bobler over af glæde og taknemmelighed – som f. eks.:

  • Når jeg sidder på gulvet med mit elskede barnebarn på skødet
  • Når jeg er sammen med mennesker, jeg elsker og holder af
  • Når jeg ser en regnbue, lige når jeg har brug for en opmuntring
  • Når jeg ser et smukt landskab og ved at Universet er fantastisk
  • Når jeg ser ind i nogle øjne, som ser mig – hele MIG

Jeg kunne blive ved med at remse op. Mulighederne for at føle lykke er i virkeligheden mange – og helt uden for bankkontoen. Og med mindre du er et lille barn – så er den eneste der bærer ansvaret for din lykke – dig selv – og kun dig selv.

Begynd at lægge mærke til, hvad det er i din hverdag, som er med til få dig til at føle DIG lykkelig. Store ting – små ting.

Hvad er lykke for DIG? Hvornår føler DU dig allermest lykkelig?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og vær sikker på at få læst alle mine blogindlæg

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

 

 

Jeg tilgiver dig aldrig!!

I min mandagsboble denne uge skrev jeg dette citat (foreslået af en god veninde):

“Forgiveness is a Power – not only to make the other feel good, but to heal YOU…” (Tilgivelse er en styrke – ikke kun for at få den anden til at få det godt, men for at heale dig).

Nu er jeg ikke selv nået til at se Grey’s Hvide Verden endnu, men ifølge min veninde siger Dr. Webber dette til Meredith Grey på et tidspunkt, hvor hun er blevet slået sønder og sammen af en patient som ikke vidste hvad han gjorde.

Det største du kan gøre
At tilgive et andet menneske eller måske en hel gruppe af mennesker er noget af det største du kan gøre. Hvorfor det – svarer du måske modvilligt. Der er da nogen, som ikke fortjener at blive tilgivet.

Fordi du ikke tilgiver for den anden persons skyld, men for din egen. Det er DIG, som lider – ikke den anden. Tingene forbedres ikke ved at du holder fast i ikke at ville tilgive – tværtimod.

Vrede
Vi kommer alle sammen ud for mennesker, der gør noget imod os, som vi føler er utilgiveligt. Hos mange giver det sig udtryk i vrede – ofte en vrede, som vi ikke kan få givet udtryk for over den person (eller de personer), som har gjort det utilgivelige imod os.

Vi kunne vælge at give udtryk for denne vrede overfor de rette personer på en assertiv måde. Det vil sige, at vi holder bolden ovre på vores egen side og fortæller den anden (de andre), hvad det gør ved os, at personen (personerne) har behandlet os på den måde. Dette kan imidlertid være meget svært at holde bolden på egen side, når vi virkelig føler, at den anden har trådt over vores grænser, såret os, mishandlet os, etc. Samtidig kan vi også være oppe imod en “modstander”, som simpelthen ikke er lydhør, ligegyldigt hvor meget vi beholder bolden i hånden i stedet for at kaste den mod den anden person.

Hvad vælger du?
Dette efterlader os med tre valg:

  1. At tilgive – hvilket jo netop er det svære, så det er det valg fravælger vi ofte
  2. At vende vreden ud imod andre mennesker i stedet for. Dette kan desværre ofte være de mennesker, som er allernærmest – som f. eks. ens familie. Hermed kommer vi ind i en ond cirkel, hvor alting begynder at “bide sig selv i halen”, hvorefter alt måske går rigtig galt. Det er vigtigt, at vi her bliver opmærksomme på dette i tide, så de berørte forstår, at vreden intet har med dem at gøre, men handler om en uforløst vrede mod nogen uden for ens nærmeste cirkel.
  3. At vende vreden indad og blive ædt op indefra af negative tanker og følelser. Dette valg er ligeså uhensigtsmæssigt som nr. 2. At blive ædt op og ødelagt indeni kan føre til ubalancer på alle planer. Det kan vise udvikle sig til f. eks. depression, angst og dårligt selvværd – eller måske fysisk sygdom. Under alle omstændigheder ligger der underliggende – bevidst eller ubevidst – hele tiden de negative tanker omkring den/de person(er), der har gjort en ondt. Det vil forhindre os i at være tilstrækkeligt i nuet og nyde livet, som det er her og nu. Måske kan vi ikke “se skoven for bare træer”. Vi bliver måske blinde overfor alt det gode i livet.

Hvis alligevel er modige nok til at vælge nr. 1: At tilgive – så kan det faktisk sætte os fri, så vi bliver i stand til at turde leve livet.

At tilgive uden accept af det skete
Det at tilgive andre, betyder IKKE, at vi accepterer og godkender det, som de har gjort imod os. Samtidig med, at vi tilgiver, kan vi beslutte: “Jeg tilgiver dig, men ønsker ikke at have mere med dig at gøre.” (Vi behøver ikke at fortælle dette direkte til den anden person – bare indeni os selv).

Tilgiv dig selv
En ting er at tilgive andre, men at tilgive os selv, kan være ligeså svært. Når vi har dummet os på den eller anden måde, banker vi os oven i hovedet, og det bliver ved med at køre rundt og rundt. Til hvad nytte i virkeligheden? Skaden er jo sket – lad os tilgive os selv – beslutte os for at gøre tingene anderledes fra nu af – og så se at komme videre.

Vi tilgiver først og fremmest for vores egen skyld – for at kunne komme videre i livet og turde leve det uden at have denne skygge liggende over os.

Hvordan bærer jeg mig ad med at tilgive?
Hvordan skal vi bære os ad med at tilgive? Jeg kan ikke komme med en universal løsning på dette. Det vigtigste er, at du ser det hele oppefra, så du ser det store billede. Start med at øve dig i at tilgive de små ting. (Såsom, at du blev fornærmet over, at din søster fik det største stykke kage). Bliv ved med at øve dig og find større og større ting at tilgive – og se hvad der sker. (Hvis det er meget tungt og svært for dig, kan du evt. søge hjælp udefra også).

Mærk det
Det er vigtigt, at du kan mærke i hele kroppen, at du har tilgivet og sat dig selv fri. Det mærkes især i hovedet, som nærmest tomt (i forhold til personen/episoden), i maven, solar plexus (mellemgulvet) og hjerteområdet, som føles let og ubekymret uden knuder og tristhed.

Er jeg så selv god til at tilgive: Ja – og – nej.

Jeg er blevet meget bedre til at tilgive gennem alle årene. Jeg har fundet ud af, at det er spild af tid at gå og være vred på andre og ikke være villig til at tilgive dem. Livet er for kort til dét.

Men jeg har stadig et område, hvor jeg har svært ved at tilgive. Om jeg nogensinde når dertil, hvor jeg kan tilgive de mennesker, der har gjort min familie fortræd på den ene eller anden måde, det ved jeg ikke, men jeg arbejder stadig på det.

Er DU god til at tilgive dig selv og andre? Er der noget, som er utilgiveligt?

Photo: Freeimages – Jose Fernando Carli

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og vær sikker på at få læst alle mine blogindlæg

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

 

If it doesn’t kill you – it makes you stronger (DK)

Første gang jeg hørte dette (måske efterhånden noget forfloskede) ordsprog, syntes jeg, at det var barskt og lidt uhyggeligt. Uden dog at skulle gå for meget ind i min forhistorie – har jeg dog erkendt mange gange, at det er sandt: “hvis man ikke dør af det, så bliver man stærkere”.

Hov – jeg klarede det alligevel
Du går igennem et livstraume – og du tænker: Dette her – det klarer jeg aldrig. Hvordan skal jeg komme ud på den anden side og nogensinde blive glad igen? – Men lige pludselig har du alligevel fået kæmpet dig ud på den anden side. Det har måske kostet dig nogle store eller mindre smertefulde ofre, men du opdager pludselig: “Hov – det klarede jeg egentligt meget fint – og jeg har det jo faktisk godt igen.”

Mod
Ofte kræver det et stort mod og en stærk kerne at komme helskindet igennem og ende op med at være blevet stærkere.

I min nære omgangskreds er der mange stærke mennesker – bl. a. mennesker, som er blevet stærkere ved at være udsat for hård og livstruende sygdom.

Modige mennesker, som f. eks. hende, der var indlagt i karantæne med livsfarlige bakterier og først bagefter fik at vide, at der havde været stor risiko for, at hun ville dø af det.

Og hende som trodsede cancer og komplikationer fra canceren og deltog i et 46 km langt stafetløb. For begge kan siges, at de tænker mere på andre end på dem selv. Det at have næsten pustet til døden, har gjort dem stærkere og mere modige.

Men også de har været igennem den tunnel, hvor de har tænkt: Det her kan jeg ikke holde ud – det klarer jeg aldrig.

Der er ingen døde
Vi kommer alle igennem denne tunnel – måske op til mange gange i vores liv. Det sker især ved store livskriser og store forandringer i livet – f. eks. skilsmisse, tab af en elsket person, stress eller afskedigelse.

Jeg husker engang, hvor jeg var ansat i et firma, der gik konkurs.

En af de andre havde både kone og børn, som han skulle forsørge. Jeg spurgte ham, hvordan han havde det:
“Fint, svarede han – “Det er jo kun penge – der er ingen døde”.

Hvordan har livet mon gjort dig stærkere?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og vær sikker på at få læst alle mine blogindlæg

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

‘(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

Hallo – hvad venter du egentlig på?

 

Esther’s Fredagsblog den 18. august 2017

 Jeg mener, at vi alle fortjener at få det bedste ud af vores liv. Ganske vist er den gennemsnitlige levealder gået op – men der er stadig ikke nogen af os, der kender vores nøjagtige udløbsdato. Hvad så med at få spist frugterne, inden de er faldet til jorden og fortæres af Moder Jord/Pachamama?

 Vi stresser rundt i vores travle hverdag.

 Vores skønne unger lærer lige fra vuggestue/dagplejealderen, at det er vigtigt at have travlt. At jo mere travlt vi har – jo mere succesfulde er vi – jo flere penge har vi på kontoen.

 Aftensmaden fortæres foran tv og fordøjes med skrækbilleder af terror-lastbiler, som pløjer igennem uskyldige menneskemængder – som så på dødelig vis undgår yderligere stress.

 Er der overhovedet plads til vores drømme? Får vi levet de drømme ud, som vi havde i barndommen?

 ***

Dengang jeg var barn havde jeg en tvillingesøster. Hun hed Astrid.

Astrid var modig. Hun turde altid alt det, som jeg ikke turde. Hun klatrede i træer, lavede huler og spillede teater. På skolen fik hun altid hovedrollen, fordi hun var så dygtig til at spille teater. “Jeg vil være skuespiller”, sagde Astrid. “Hmmmm” – tænkte Esther – “ja det vil jeg.”

Når mine 2 yngre søstre holdt fødselsdagsselskab for deres venner, var det ikke altid, at jeg deltog. Men Astrid – hun var der! Hun tog en badehætte på og gik ind til mine søstre og deres venner. Her optrådte hun for fuld musik, og alle gæsterne lo og morede sig over hende, indtil hun pludselig forlod rummet.

Bagefter kom Esther så ind, og alle de små gæster spurgte: “Var det dig – var det dig”. “Nej – svarede Esther – “det var da min tvillingesøster, Astrid”.

Da tiden kom, hvor Esther skulle vælge studieretning i 3G, var Astrid forsvundet.

Esther brændte efter at blive 3 ting: Skuespiller, psykolog eller journalist.

Så derfor valgte hun at blive engelsk korrespondent.

Studievejlederen fandt aldrig ud af, at  de 2 første ønsker var med på Esther’s ønskeseddel. Til gengæld var han meget hurtig, da Esther mumlede, at hun gerne ville være journalist. Hurtig til at afbryde og foreslå, at med de karakterer, som det tegnede til at ende op med i Esther’s studenter­eksamen, ville en uddannelse som engelsk korrespondent vist være et fornuftigt valg. Og Esther – ja hun hørte ordet “korrespondent” og så for sig, at hun kunne blive en af Danmarks Radio’s kommende udstationerede korrespondenter……

Ja – ja – kald mig bare naiv – men sådan var det den gang i 1979, hvor studie­vejledere vist mest havde et udslusningsprogram, som de skulle følge. Medmindre -naturligvis – der var tale om de elever, der klarede sig med topkarakterer og skulle videre på advokatstudiet eller tandlægestudiet. Der var der lidt mere engagement.

Så jeg fik min korrespondenteksamen i engelsk – og den har da også bragt mig så meget videre i livet (bl. a. i flere stillinger som direktionssekretær og engelsk ­underviser), at jeg har kunnet producere 1,5 meter Curriculum Vitae.

Spørgsmålet er så, om Esther nogensinde fik levet sin indre Astrid ud?

Jo – det gjorde hun – og hun er stadig i gang.

Efter min skilsmisse i 1990 kom Astrid tilbage. Jeg ændrede min tøjstil og mine farvevalg fra brun/gråt/sort til regnbueglade farver, og jeg startede mine spirituelle søgen blandt krystaller, tarotkort og Transcendental Meditation.

Det var også Astrid, som talte, når jeg pludselig vidste, at nu måtte jeg videre i livet fra en karrierestilling til den næste.

Selvom jeg ikke blev rigtig journalist – har jeg alligevel været journalist på flere personale­blade – journalist/interviewer på Radio Lotus i 7 år – ligesom jeg har fået offentliggjort nogle noveller (den mest modige – en erotisk novelle i Alt for Damerne).

Selvom jeg ikke blev psykolog – har jeg uddannet mig til Reikimesterlærer, coach, terapeut og Paqo, hvor jeg er så heldig at få lov til at være med til at hjælpe folk videre i livet både via kurser og sessioner.

Skuespillersiden får jeg også levet ud. F. eks. da jeg var “husalf” på et plejehjem, hvor min eneste (og fantastiske rolle) var at underholde beboerne. Ind imellem bliver jeg også brugt som skuespiller/statist på film, tv og reklame.

Astrids mod har jeg også fået mere af:

Jeg har vandret på “El Camino” i 2003 – været på shamanistisk visionssøgning i Cornwall i 2010 – og i september 2017 skal jeg på pilgrimsrejse til Peru. Og ja – måske jeg oven i købet kan nå Indien i november. Større kan det da ikke blive.

Så heldigvis – Astrid kom tilbage – inden det var for sent.

I min optik er det vigtigt, at vi vælger at lave noget, der giver mening for os – ikke kun i hovedet og pengepungen – men især i hjertet.

Så hvad med dig?

Er du der, hvor DU gerne vil være – eller hvad venter du egentlig på?

PS: Min GPS i min bil hedder i øvrigt Astrid

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

 

 

Er du kreativ?

 

Esther’s Fredagsblog den 11. august 2017

Jeg har en veninde, som er meget kreativ. Hun kan både male og tegne, fotografere og lave grafisk design (bl. a. kreerer hun nogle smukke hjemmesider). Oven i dette kan hun også skrive sangtekster og komponere musik. At hun samtidig er en fantastisk salsadanser gør hende ikke mindre kreativ. Og hov jeg glemte helt at nævne, at hun også laver fremragende og meget dekorativ mad.

Jeg har altid gerne ville være kreativ, men jeg kan hverken male eller tegne, og mændene står ikke ligefrem i kø for at danse med mig ved salsastederne.

Hvad er det, som gør folk kreative? Er det arv? Eller er det noget tillært?

På et tidspunkt spurgte jeg min venindes forældre, om de også var kreative. Det måtte de svare nej til, men det kom dog frem, at min venindes bedstefar også havde malet. Så måske kan kreativiteten springe et led over?

Eller er det mon sådan, at vi alle sammen har et kreativt gen eller andet sted, som vi så kan vælge at bruge, hvis vi opdager det – eller andre opdager det for en.

Kunne jeg mon alligevel have udviklet min kreative side, hvis jeg var fortsat med at tegne de ubehjælpsomme tegninger, som jeg kreerede efter skoletid? Tegninger, som altid var en del af en historie, som foregik inde i mit hoved. Eller var de mon snarere (som jeg selv tror) en slags selvterapi som reaktion på, hvad jeg oplevede i min hverdag?

Se det er der ingen der ved. Sandheden er i hvert fald, at hvis jeg på et selvudviklingskursus bliver bedt om at tegne eller male noget – eller måske lave en collage – ja så kan jeg ikke få det til at gå hurtigt nok med at blive færdigt. Det bliver da også gerne derefter. Når alle de andre deltageres værker bagefter beundres ved den afsluttende “udstilling”, bliver der gerne kigget med lidt medfølende øjne på min produktion.

Så jeg må nok konstatere – at kunstner på den vis er jeg i hvert fald ikke.

Jeg tror dog på, at der er et frø inden i os alle sammen, som venter på at blive vandet, så det kan folde sig ud i fuldt flor – blomstre – sætte nye frø – som måske så oven i købet breder sig som i en have.

Kreativitet kan vise sig på alle måder:Kvinden, som til alle selskaberne fremtryller den ene lækre middagsret efter den anden. (“Nej – det er da ikke noget – jeg fulgte jo bare en opskrift”)
Eller manden, som elsker at bage og lave nye eksperimenter med at putte forskellige anderledes ting i sine brød og sine kager (“Se min kære kone – hvor god jeg er”)
Børnene, som har lavet et fantasislot ud af Legoklodser
Eller hende, der endelig gerne ville have været blomsterbinder, men fordi hun tjener bedre på et job som HR-medarbejder – kun glæder os andre med dekorationer
Og dem, som er gode til at strikke eller sy

Ja – vi er alle sammen kreative – på hver vores måde.

Hvad er DU kreativ med?

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)