Peru – en indvielsesrejse – del 3

Et af højdepunkterne på rejsen til Peru – var naturligvis den berømte gamle inka-by Machu Picchu 

Der var en lang transporttid – først 30 minutter med bus – så 1,5 timer med det hyggelige og servicemindede Machu Pichu tog.

Da vi ankom til endestationen og var parat til at køre videre med bussen, konstaterede vi hurtigt, at bus-køen var lang – meget lang. Heldigvis var der rigtig mange busser, så da bus nummer 19 ankom, kunne vores gruppe glade sætte os ind. Vi nåede dog ikke at køre så længe, inden bussen pludselig gik i stå. Den var gået i stykker. Ud igen og vente på næste bus 22, som førte os de 20-30 minutter op ad smalle bjergveje til selve Machu Picchu. Hvis man lider af højdeskræk, kan det ikke anbefales at kigge for meget ud af busvinduet, for der er meget langt ned – og der er ikke særlig langt til vejkanten.

Storslået syn af Machu Picchu. Det føles bare så “rigtigt og velkendt”. Jeg fornemmede, at de fleste af os havde det på præcist denne måde. Jeg følte samtidig en dyb ærbødighed og ydmyghed over at få lov til at opleve dette. Alt var så gennemført og fint og fyldt med gammel inka-historie, som også inkluderer meget lidelse.

På vej rundt I templerne i Machu Picchu

Kondorens sted, Machu Picchu

Vi tilbragte nogle spændende timer dette forunderlige historiske sted. At gå fra sted til sted – fra tempel til tempel og tænke på alle de mennesker, som levede her en gang er nærmest surrealistisk. Juan og Ivan Nuñez del Prado førte os igennem historien Se: Machu Picchu History (flere links nederst på bloggen).

Kondorens sted, Machu Picchu

Vi gennemførte selvfølgelig flere ceremonier, inden vi begav os tilbage til indgangen. F. eks. forbandt vi os til den store kondor ved kondorens sted.

På vej ud blev vi overvåget opmærksomt af to chinchillaer, som levede der. Nummer to sidder oppe til højre

Da vi skulle med bussen ned af bjerget igen, opdagede vi den lange kø til bussen. Vi skulle gå adskillige hundreder meter for at komme bagerst i køen. Ivan sagde, at det var den længste kø, han nogensinde havde oplevet her. At sige, at vi ventede 1,5 timer er ikke overdrevet.

Til gengæld kunne vi så også nyde synet af en smuk lille flyvende kolibri, som desværre ikke var til at fange med fotografiapparatet. Ivan fortalte os legenden om kolibrien (hummingbird på engelsk).

Photographer – Female Hummingbird – Keith Johnson

I starten var det kondoren, som var konge over Machu Picchu, men det blev ændret, da det blev besluttet, at der skulle afholdes en konkurrence blandt alle fuglene for at finde ud af, om kondoren skulle beholde sin kongetitel. Den fugl, som kunne flyve højst mod solen, ville vinde. Kondoren troede, at sejren var hjemme, da den højt oppe ikke længere kunne se de andre fugle under sig. Pludselig dukker den lillebitte kolibri frem fra kondorens fjerdragt under vingen og flyver højere op end kondoren. Dermed blev kolibrien konge over Machu Picchu.

Nogen vil måske bemærke, at der er en lignende legende for Danmarks mindste fugl Fuglekongen  🙂

Nogle dage efter var vi ude for en anden tankevækkende oplevelse, i forbindelse med en af vore mange ceremonier.

Denne dag besøgte vi nemlig inkaruinen Moray i Urubamba, som består af 7 cirkelformede terrasseniveauer. Vi havde forinden fået speciel tilladelse til at klatre ned og betræde de forskellige niveauer, og vi havde en påkrævet guide med på turen. Da vi var kommet ned på et af de første niveauer for at udføre vores ceremonier, begyndte nogle andre gruppers guider at fløjte højt, vredt og skingrende og anråbe os.  Efter den vedvarende og insisterende fløjten, blev vi dog nødsaget til at glemme det 7. niveau og komme op igen fra cirklen. Det så ellers tillokkende ud – måtte vi ærgerligt konstatere – da vi var oppe igen. Men al den “hoocha” (tung energi) fra fløjtenisterne var først til at rense væk, da vi havde rettet os ind efter dem. Der er nok ikke noget der hedder personalemøder sådan et sted. Eller måske kan rønnebær også være sure i Peru. 🙂

El Niño Compadrito er en er et  autentisk skelet af et barn, som bliver tilbedt, fordi mange siger, at de har opnået mirakler derved.  Skelettet af El Niño Compadrito blev fundet, efter at det (efter sigende) havde hjulpet en dreng med at finde hjem til hans nervøse forældre.

Dette barnemumie, skulle vi naturligvis også besøge og give vores ønsker til, så vi kunne modtage velsignelser. Også her købte vi lys, som vi skulle afbrænde i et lokale ved siden af el nino del compradito.

Da jeg stod og forsøgte at få ild i mine 9 forskellige lys, lugtede der pludselig af brændt hund – eller – hov min poncho. Heldigvis var der en kvinde, som hjalp med brandslukningen, inden det fik følger.

Juan Nuñez del Prado og Esther Økær

I fjerde og sidste del af min fortælling om min rejse til Peru, kan I bl. a. læse om besøget i Cuscos katedral, hvor det berømte æg findes. Og som lovet i sidste afsnit – tager vi lige et smut til Copacabana 🙂

Flere links til Machu Picchu’s historie:

Historie.com

National Geographic

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)