Peru – en indvielsesrejse – del 4

 

Del 4 af min fantastiske indvielsesrejse til Peru starter med ceremonier i Katedralen i Cusco.

Et fantastisk sted, hvor vi skulle gå i en speciel rækkefølge til “Den Sorte Kristus”, Jomfru Maria og Johannes døberen – og til sidst til Wiraqocha-stenen – (eller ægget).

Wiraqocha betyder “Gud” eller “Skaber” på quechua (de indfødtes sprog)

Vi skulle hver især berøre stenen/ægget for at komme af med hoocha (tung energi) og modtage sami (let energi).

Ægget her MÅTTE jeg bare besøge igen.

En af de følgende dage stod i pumaens tegn, som er Inkaernes hellige dyr (sammen med kolibrien og anakondaen). Pumaen står bl. a. for indre styrke og mod. Vi fulgte pumaen rundt i Cusco for at “vække” den. Derfor også sidens øverste foto.

Museum for Pachacuti.

For mig var et af de store højdepunkter den dag museet for Pachacuti, som I ser herover. Dette var et af de steder, hvor jeg var fyldt med en speciel energi.
Jeg kunne mærke, at Pachacuti betød noget helt specielt for mig. Læs mere om Pachacuti her.  Den smukke regnbue-anakonda snoede sig hele vejen op i Pachacutis tårn.

Vi blev fulgt rundt i byen af paqoen Fransisco, som er bror til Ricardo (med despachoen den første dag). Han gav os en speciel indvielse ved pumaens hoved.Senere samme aften var der nogle stykker af os, som var så heldige at få lavet en privat “despacho” af FranciscoI temple de Wiracocha – en af de følgende dage – mødte vi en masse glade skolebørn, som fejrede forårets første dag. Med en masse – mener jeg i 100-vis, som alle råbte enten “hola” eller “hello” og pegede nysgerrigt på os.

Måske fordi nogle af os havde lyst hår.
Det i sig selv var en varm og glad oplevelse for mig (og sikkert også for flere af de andre).Og hvem bliver ikke rørt over ovenstående foto – også ude fra Wiraqochatemplet, hvor vi udførte flere ceremonier.

Endnu et højdepunkt var da vi sejlede vi ud til en af Titicaca-søens flydeøer, som er lavet af siv. På denne flydeø boede der i alt 27 personer, som levede i sivhytter. Deres transportmiddel ind til fastlandet var sjove både, som ligeledes var lavet af siv.

Det, som gjorde det største indtryk på mig, var, at de tilsyneladende levede i fuldkommen ro og harmoni med hinanden – og efter den gamle patriarkalsk skik, hvor kvindernes (og pigernes) job er at passe børn, lave mad, sy og strikke.

Flydeøens overhoved fortalte og pegede på et kort over Titicaca-søen. Deres flydeø er forankret nu, men det har flydeøerne ikke altid gjort. En gang var de frit flydende.

Der findes stadig flydeøer længere væk, som ikke ønsker at være en del af civilisationen (læs turismen).

Mens manden holdt foredrag, sad hans hustru og ene datter og broderede nogle af de smukke broderier, som vi bagefter (selvfølgelig) kunne købe. De tager også ind på fastlandet og sælger deres arbejder på markeder. Ude i siden af øen, sad en kvinde og lavede mad på bål. Jo – dette var en af de gode oplevelser, hvor jeg følte mig ført tilbage i tiden.

En af de sidste afsluttende ceremonier, inden Juan skulle hjem var Ayni Karpay ceremonien, hvor vi alle skulle indvie hinanden med vor egen power og indsigt. Det var højtideligt og energifyldt. Jeg har ikke et foto fra selve ceremonien, men fra Slangeporten, hvor vi afholdt både Ayni Karpay og en anden indvielsesceremoni.
I skal da ikke snydes for et foto fra Frugtbarhedstemplet i Chukuito , som var et af de sidste steder, vi holdt ceremoni, inden Juan tog hjem og vi tog videre med Juan. Det taler for sig selv. 🙂

Copacabana

I husker måske, at jeg har lovet jer at fortælle om vores lille smuttur til Copacabana. Nej – ikke i Brasilien – men derimod hovedstaden i  provinsen Manco Kapac i departementet la Paz i Bolivia. Også et smukt land med gode ceremonier.

Det var befriende at nå helt til Copacabana- for grænsen til Bolivia er meget tung. Dyster grå energi med ligeså grå mænd, som sidder bag deres skranker og stempler. Jeg blev en anelse paranoid og OCD bagefter, for vi fik at vide, at vi skulle klamre os til den lille kvitteringsslip fra indrejsesedlen, da vi ellers kunne risikere ikke at komme hjem igen fra Bolivia.

Heldigvis fik jeg klamret mig godt nok til sedlen, så jeg kunne  komme med tilbage til Peru, hvor vi var en enkelt overnatning, inden Danmark kaldte os tilbage. Tæt ved Juliacas lufthavn så vi massevis af disse små “tuc tuc biler”, som kørte på MEGET ujævne veje – og bemærk jer – dette var hovedgader.

På vej til lufthavnen skulle vi besøge det smukke Sillustani. Stedet for de døde. De var “begravede” i  runde tårne, som var forskellige i størrelsen – alt efter hvor betydningsfuld personen, havde

været. Læg også mærke til øen ude i vandet, hvorfra det siges, at de dødes sjæle stiger op til Hanaqpacha (himlen).

Tak til Juan og Ivan Núñez del Prado og til min rejsegruppe, som alle var med til at gøre min rejse til en uforglemmelig, transformerende og lærerig oplevelse.

Tak til Pachamama, Hanaqpacha Wiraqocha, alle Apu’erne, alle Nusta’erne, Pachacuti og alle de mange hellige kraftsteder vi har besøgt. Og tak til dem, som jeg har glemt at nævne.

Hasta luego Peru!
Te quiero mucho

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

2 replies
  1. Lone Brixen
    Lone Brixen says:

    Kære Esther. Mange tak for dine beskrivelser og billeder fra Peru. Bliver berørt af nogle af billederne. Det har været en fornøjelse at følge dig på denne fantastiske rejse.
    Knus Lone.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.