Peru – En indvielsesrejse – del 1

 

På en måde har jeg altid vidst, at jeg på et tidspunkt skulle til Peru. Små fif i løbet af tilværelsen såsom en tiltrækning fra en bog af Shirley Maclaine, dokumentarer på tv, erfaringer fra andre – og drømme. Alt har været med til at rykke i mig. Nu er det formentligt ikke nogen hemmelighed, at jeg er interesseret i den spirituelle verden, så det, som også har tiltrukket mig ved Peru, er naturligvis det spirituelle islæt. De helt specielle energier, som jeg havde læst og hørt om forinden.

Den direkte anledning til at gå så vidt at tage på denne lange rejse til et helt andet sted på jordkloden, hvor månen – når den er halv – ligner en fin båd – kom efter en workshop i 2016. Workshoppen var jeg blevet tiltrukket af via en drøm jeg havde haft, som fik mig til at spørge den (ofte) kloge Google, hvad netop den drøm mon kunne indikere. Svaret fra Google førte mig til en hjemmeside om inkatraditionen, der gav mig anledning til at starte med at abonnere på nyhedsbrevet.

Og wupti – en dag lå invitationen så i min indbakke til denne Inka-workshop med

Don Juan Nuñez del Prado

Don Juan Nuñez del Prado

Juan Nuñes del Prado og hans søn Ivan. Begge paqoer fra Peru. Først senere fandt jeg ud af, at Juan er en kendt antropolog, Inka-specialist og Paqo (inkahealer), som er en af hovedpersonerne i Elizabeth B. Jenkins bog “Inka-indvielsen”. På daværende tidspunkt deltog jeg i 3 workshops, hvor jeg lærte mange af Inka-indianernes redskaber til at bruge den altid-nærværende energi til at hjælpe sig selv og andre med at få det bedre. Først og fremmest ved at modtage “sami” (let, healende og rensende energi) og slippe al “hoocha”, som er tung energi.

Disse tre workshops førte mig videre til også at lære Anna Southerington at kende. Hun er en pragtfuld svensk kvindelig paqo, som bor i Stockholm og har kendt Juan og Ivan i mange år via sine rejser til Peru. Hun har skrevet bogen “Inkamestrenes Arv”, og holder workshops i både Sverige og Danmark. En workshop med Anna gav mig yderligere blod på tanden.

Jeg måtte til Peru.

Denne chance kom så i år i september, hvor jeg kom til Peru sammen med en gruppe mennesker fra Danmark, Grækenland, Kroatien og Skotland og Østrig.

Vi var en gruppe af glade og forventningsfulde mennesker, som hilste på hinanden i Københavns Lufthavn. Nogle af os kendte hinanden på forhånd. Andre havde kun set hinanden kortvarigt ved en præsentationsworkshop noget tid forinden.

Så startede den laaaange rejse mod rejsemålet. Først til Amsterdam – derfra videre til Lima. 12,5 timer, hvor vi enten læste, så film (jeg så bl. a. den varme film om Paul Potts), “gik tur” på de lange gange, blundede eller spiste. Det sidste gjorde vi ca. hver anden time, hvor det søde KLM-personale gik rundt og servicerede os.

Endelig ankom vi trætte – men stadig glade og forventningsfulde til Lima. Straks over på lufthavnshotellet, hvor vi måtte vente temmelig længe på indcheckningen, fordi der – iflg. hotellet var bestilt et værelse mindre, end rejselederen mente.

Vi skulle flyve tidligt næste morgen fra Lima til Cusco. Tidsforskellen er 7 timer senere end i København, så vi var lidt ved siden af os selv.

Der er kun bestemte tidspunkter på dagen, hvor det er optimalt at flyve fra Lima til Cusco. Nogle gange kan man risikere, at de aflyser et fly, fordi det ikke er godt flyvevejr. Men i dag lykkedes det. Vi blev placeret i to forskellige fly, som skulle flyve med 5 minutters interval.

Indflyvningen til Cusco rørte mig dybt, kunne jeg mærke. Dette var stort  – meget stort. Allerede ved synet oppe fra luften, føltes det som “at komme hjem”.

Lige efter vi var kommet ind og havde mødt den anden halvdel af gruppen, som var kommet før os – drak vi et glas coca-te, som er med til at udvide blodkarene, så man (lidt) bedre kan klare den iltfattige luft. Det vil sige, den første gruppe havde fået gratis cocablade at tygge, men da jeg ville tage nogle, fik jeg at vide, at det kostede 1 dollar for en kop coca-te. Ja ja – ruineret blev jeg jo ikke ´og teen var fin.  Bladene smagte også helt ok. Så vi tyggede og tyggede.

Cusco ligger næsten 3400 m. over havets overflade, så højdesygen slap vi ikke for. På trods af cocablade og ekstra jernmixtur  (Krauterblaut,) som øger hæmoglobinindholdet og dermed forbedrer iltoptagelsen – kan højdesyge ikke helt undgås. Man frarådes at benytte medicin mod højdesyge, da dette kan give en følelse af, at man kan klare alt, fordi man ikke opdager symptomerne. I værste fald kan man så risikere, at alvorlig sygdom ikke opdages.

Hvordan føles det så at have højdesyge?

Jeg oplevede det som kraftig stakåndethed – især når jeg skulle opad trapper, som der er en del af i Cusco.  Jeg var svimmel, og jeg fik hjertebanken og migræne. På nær migrænen, som var konstant nogle timer, kom symptomerne ligesom i bølger. Det ene øjeblik troede jeg, at jeg havde vænnet mig til højden – det næste vidste jeg, at det havde jeg ikke.

Oven i højdesygen laver ens indre ur også støj, for det mener stadig, at man skal op, når man plejer hjemme i Danmark. Det vil sige, at jeg kunne vågne mellem kl. 1 og 2 om natten og tro, at nu var det tid til at stå op.

Alt dette udjævnes  over tid, og jeg har hørt, at når man har været her en måned, har ens krop helt vænnet sig til højden. Nu er det dog ikke sådan, at man så er tilvænnet for evigt, så man efter hjemkomsten til lavere egne, tror, at man kan tage ud på høj bjergvandring uden højdesyge. Nej, selv garvede og indfødte får højdesyge, når de vender tilbage til højlandet efter ophold i lavere liggende egne. (Inkl. de garvede Juan og Ivan).

Så der er ikke andet for end, at man må leve den igennem og glæde sig, til man er igennem de første værste dage. Det vigtigste er, at man tager det stille og roligt. At man går langsomt og standser op, når man er for stakåndet eller svimmel.

Man kan roligt konstatere, at man her har rig mulighed for at træne sine “Leve-i-nuet” færdigheder.

Så vi gik altså stille og roligt ind i Cuscos bymidte og betragtede folk på gaden – eller på vej ind eller ud af katedralen eller den lidt mindre kirke.

Ind imellem blev vi standset af gadesælgere, som ville sælge alt lige fra solbriller og smykker til mulighed for at fotografere deres søn med en udklædt ged i farven eller en lille morlil med en lama gående ved siden af sig i sele.

Frokosten indtog vi på Pukara – en lillebitte restaurant nær hotellet, som er glade for kyllingeretter og koriander. Det skal tilføjes, at de også er rigtig gode til at tilberede det. En pæn portion med ris, grøntsager og kylling  koster ca. 25 soles, hvilket svarer til ca. det dobbelte i DKK. Så man kan spise sig mæt og måske oven i købet  glad for en 50ér, og det er vel egentligt ikke så ringe endda.

Smalle gader i Cusco

Smalle gader i Cusco

Efter kaffe, kakao eller coca-te på cafeen “Jacks” – var der farvestrålende støvler, som lokkede i shoppen overfor – håndsyede og unikke (i hvert fald i Danmark). Nå – de havde ikke min  størrelse. Jamen – kom kl. 18 i morgen aften – så har vi syet et nyt par til dig. – kun 140 soles. Og så fik de endda solgt 3 på en gang, for en af mine søde medrejsende, som jeg blev gode venner med – købte også – og en tredie person udenfor vores rejseflok, blev så begejstret, da hun så os prøve, at hun også bestilte et par.

Senere blev min pengepung tømt, og indholdet erstattet med en smuk (dyr) håndvævet poncho, som jeg senere kunne benytte ved ceremonier. Desværre var de fleste i gruppen (inkl. mig) ikke klar over, at det rent faktisk er muligt at købe soles i Forex i Danmark, og vi havde kun taget få dollars med. De små forretninger var ikke vilde med kreditkort, så det blev til en del hævegebyrer i pengeautomaterne.

Smukt  – stemningsfyldt og ind imellem fysisk udfordrende bevægede vi os de næste dage blandt lamaer og farvestrålende indfødte.

Solen bagte, og vi fik røde næser – men det var spændende at gå på opdagelse i alt dette fremmede.

En eftermiddag begav jeg mig sammen med det søde ægtepar, som jeg blev gode venner med, ud på en kæmpe indkøbstur i små markedsboder. Her må jeg sige, at den mandlige del af ægteparret fortjener en medalje for tålmodighed. 6 timer …….. hvilken mand kan slå den? 🙂 Det hele endte med, at den anden kvinde og jeg fandt alt, hvad vi havde brug for (næsten – man kan vel altid være opfindsom og finde på mere at købe 🙂 .

Hun havde fået fat i det helt rigtige misha-klæde og jeg gaver til hele familien. Misha-klædet blev fundet i en helt fantastisk forretning med gamle misha-klæder og andre ting. Kvinden VIDSTE bare, at her måtte hun ind. Og ganske rigtigt – der var det. Et smukt mishaklæder i netop de farver, som hun havde set for sig.

Jeg selv var også heldig. Fandt en dyr taske til min misha, men den var så dyr, at jeg var parat til at forlade forretningen, hvis jeg ikke kunne få den for 200 soles. Og lige pludselig – råbte sælgeren – Wilbert – efter mig, at jeg kunne få den for det beløb, fordi han kunne mærke, at jeg var seriøs med ceremonier og den slags. Fotoet herunder er af indehaveren af en fantastisk butik med musikinstrumenter, hvor jeg købte en fin pan-fløjte til min yngste søn. Så – nej – jeg har ikke taget indehaveren med hjem. 🙂

Efter nogle dage med sightseeing, shopping og underholdning foran kirken,  kom vores undervisere (og guider) Juan og Ivan Nuñes del Prado. Og så begyndte det hele for alvor. Det vil jeg fortælle videre om i min blog i næste uge.

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

2 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *