Har du brug for en fortrydelsespille?

Tænk hvis der fandtes en fortrydelsespille …. At man kunne tage en pille hver gang, man havde gjort noget, som man havde fortrudt – så alt blev ok igen bagefter. Ja ja – jeg ved godt, at der allerede er noget, der hedder en fortrydelsespille, men den er til et helt andet formål – så det kommer vi slet ikke ind på her.

Når vi dummer os
Ind imellem i livet ”dummer vi os”. Vi gør noget uhensigtsmæssigt – eller vi underlader at gøre noget ”hensigtsmæssigt”. Bagefter fortryder vi grundigt. Så grundigt ind imellem, at vi kan bruge æoner af tid bagefter på at dunke os selv oven i hovedet.

Vores tanker drøner rundt i hovedet på os – hele tiden cirklende om det samme. ”Havde jeg dog bare ikke gjort dette”. ”Havde jeg dog bare ikke sagt …..”.

En tidsmaskine
Vi ville ønske, at vi havde en tidsmaskine, så vi kunne flyve tilbage og ”gøre alt godt igen”.

Har du prøvet at stille dig selv dette spørgsmål: ”Jamen – hvad nu hvis jeg havde valgt anderledes – var det så i virkeligheden blevet bedre?”

”Ja”, svarer du med eftertryk, for det var virkelig dumt, det som jeg gjorde…….”Hvis jeg ikke havde gjort det, havde jeg i dag ………” ”Hvis jeg bare havde …. så ville…..”

Tilgivelse
Ja – jo – det kan du måske have ret i. Ind imellem i hvert fald. Hvis vi har såret et andet menneske, som vi holder af, kunne det være virkelig rart at skrue tiden tilbage.

I de tilfælde kan vi så vælge at bede det andet menneske om tilgivelse. Og huske os selv på, at det er vigtigt, at vi behandler andre med respekt og kærlighed.

Vi har i det hele taget (næsten) altid mulighed for at gøre tingene bedre fremover.

Det dårlige valg transformeres til at være et godt valg
Der er faktisk også mange tilfælde i livet, hvor man i første omgang virkelig fortryder noget. Bagefter finder man så ud af, at  hvis man ikke havde dummet sig, ville man aldrig have oplevet noget andet, som var meget bedre for en. Eller det går senere op for en, at man ikke havde handlet på en bestemt “uhensigtsmæssig” måde, ville man være kommet til at hænge fast i noget, som slet ikke var sundt for en.

Farvel
Se dette har jeg selv oplevet flere gange i livet. Jeg har oplevet, at jeg har måttet sige farvel til nogle muligheder, som jeg bagefter har fortrudt, at jeg sagde farvel til. Flere år efter har jeg så oplevet noget helt fantastisk, smukt og transformerende, som havde været umuligt, hvis jeg, hvis jeg var blevet i den anden situation.

Hvordan undgår vi at gøre noget, som vi bagefter fortryder?
Helt ærligt – det tror jeg ikke helt, vi kan lade være med. Vi er jo kun mennesker.

Men det, som vi kan øve os i, er at lade være med at være så hårde mod os selv bagefter:

  • Vi kan acceptere, at nu kom vi så (igen) til at træffe et valg, der (måske) var mindre heldigt
  • Vi kan spørge os selv, om vi er virkelig sikre på, at vi har lyst til at ændre vores valg
  • Vi kan spørge os selv, om vi har mulighed for at ændre vores valg

Er svaret ja til begge disse spørgsmål kan vi handle på det.

Er svaret nej til blot ét af disse spørgsmål – er der kun én løsning:

At vi accepterer vores (fortrudte) valg – tager læringen og erfaringen til os –
og giver helt slip på fortrydelsen

Husk – at der ikke kun er én ”rigtig” vej at gå. Hvis du fortryder, at du ikke valgte en bestemt vej – så vær sikker på, at der nok skal vise sig en ny og bedre vej – eller måske ovenikøbet flere på samme tid.

Og så skal du “bare” i gang med at vælge – og helst uden at fortryde.

Hav en fantastisk weekend – Livet venter på dig!

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

Hvordan viser DU omsorg?

Denne blog er en hyldest til alle de mennesker, som er så grueligt meget igennem i livet – men alligevel forstår at være positive. Og ja -jeg ved godt, at jeg har skrevet om dette emne før – men det fylder i mit liv lige nu (igen), så her kommer den:

Positivitet trods modgang
Nogle mennesker kan bare det dér. Være glade – positive og imødekommende – på trods af, at livet lige har bragt dem en besked, som kan betyde en drastisk livsændrende forandring. Når vi taler med dem, vil de altid have spørgsmål parate til os, om hvordan det går os. I stedet for at fokusere på dem selv.

Nåh – hun har det jo meget godt
Det er som om, de ønsker, at vi ikke skal være urolige på deres vegne. Nogle gange kan de oven i købet narre os til at tro på dem. De virker så overbevisende i deres ubekymrede snak. Nå – tænker vi så, når vi har lagt røret på eller lukket døren til hospitalsværelset. Hun har det jo egentligt meget godt. Og så går vi ellers – måske endda en smule lettede – videre med vores gøremål.

Stop op
Her er det så, at vi kan vælge at stoppe op. Vi, som kender disse mennesker, ved jo egentligt godt, at indeni disse stærke, positive mennesker, gemmer sig et bange og måske trist menneske, som lige nu har brug for ekstra omsorg og kærlighed.

Det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal finde en masse dyre ord frem, der har til formål at vise, at vi har medlidenhed med dem.

Lyt
Det vigtigste er, at vi er der for dem 100% . At vi lytter til dem med opmærksomhed og viser dem den omsorg, som lige præcis de har brug for. Vi mennesker er forskellige, og vi har forskellige behov – men vi har allesammen brug for ægte kærlig omsorg på en eller anden vis. Det kan være svært at vriste fra disse mennesker, hvad de har brug for – for de vil jo helst holde deres smerte inden i sig selv og ikke være til besvær. Vores fornemmeste opgave er at vise dem, at de IKKE er til besvær – og at det er ok at være ked af det – og at det er ok at tale om deres angst og bekymring for fremtiden.

Vær detektiv
Så hvis vi ikke allerede har regnet dem ud – så må vi være detektiver – bl. a. ved at lytte aktivt – både til hvad de siger – og hvad de IKKE siger. Og alene det kan jo være nok til, at de kan m

ærke vores oprigtige omsorg og begynder at åbne op helt af sig selv. Og åbner de alligevel ikke helt op, så må vi acceptere det. Så må vi  i stedet for “narre” dem til at modtage omsorg ved, at vi gør nogle af de gode ting for dem, som vi ved, at netop de sætter pris på.

Kender du også et fantastisk menneske, som har brug for ekstra kærlig omsorg lige nu? Det gør jeg.

Hav en fantastisk weekend – Livet venter på dig!

 

 

Flygter du fra nærvær?

Tak til Irene for forslaget til ugens fredagsblog.

Flugt
I takt med, at mindfulness er kommet så meget op i tiden, er ordet nærvær en naturlig følgesvend. I hverdagens stress og jag og online-aktiviteter, glemmer mange desværre, at det at være “nærværende” for (læg mærke til, at jeg skriver “for” i stedet for “med”) sit arbejde og online på sin mobiltelefon og email nemt kan blive en slags flugt fra det sande nærvær.

At være nærværende FOR ens arbejde kan desværre resultere i manglende nærvær MED ens nærmeste: børn, partner, familie og venner.

Det sande nærvær
Det sande nærvær er det nærvær, du har med dine nærmeste. Vel og mærke, hvis du forstår, at være 100% til stede, når du er sammen med dem. Det vil sige:

  • Glem alt om jobbet
  • Læg telefonen væk
  • Sluk PC’en
  • Tal MED din partner i stedet for TIL ham/hende
  • Tal MED din børn i stedet for TIL dem
  • Vær stille sammen
  • Lav nærværende aktiviteter sammen
  • Nyd øjeblikket
  • Nyd det næste øjeblik
  • og det næste
  • og ….

Nærvær er f. eks., at du er 100% tilstede i ALT, hvad du foretager dig – og med alle, du er sammen med.

Børn mærker dit nærvær
Dine børn er dem, som føler dit nærvær allermest. Børn har en meget stor føleevne. Ligeså snart, de fornemmer, at du er nærværende, får du en positiv respons.

Det modsatte er naturligvis også tilfældet. Hvem kender ikke det med, at ens barn bliver ved med at “trænge sig på”, hvis man taler i telefon i stedet for at være nærværende?

Jeg er ikke en legeørn. Det vil sige, at jeg f. eks. er en klovn til at bygge legotog-baner m.m. Da mine børn var små, fik jeg derfor ikke bygget så meget. Til gengæld var jeg altid sammen med dem, når DE byggede. Jeg var til stede 100%, og det husker de stadig i dag. Det samme gentager sig nu med mit barnebarn – og jeg er stadig ikke blevet god til at bygge Lego-togbaner.

Hvordan mærker du selv nærvær?
Hvis du begynder at være opmærksom på at være mere nærværende med dine kære, kan du opleve:

  • Nærvær tilbage fra de andre (som måske havde opgivet dig helt)
  • Dyb tilfredshed i krop og sjæl
  • Positiv energiopladning
  • Styrkelse af personlige relationer
  • Og meget mere positivt fra samme skuffe

Jamen – der er jo ikke tid til nærvær
Nej – jeg ved godt, at det kan være svært i en stresset hverdag med store krav fra alle sider. Men start i små doser.

Vi taler kvalitet – ikke kvantitet.

Husk nu – en dag kan det være for sent

  • Dit barn er blevet voksen og har ikke tid til nærvær med dig
  • Din partner har givet op og er rendt skrigende væk
  • Venner ringer ikke mere, for du har jo alligevel aldrig tid
  • Dine forældre er borte

Hvornår starter du?

Hav en fantastisk weekend – Livet venter på dig!

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

Tilmeld dig mit Nyhedsbrev

 

Jeg ved altid bedre end dig!

Kender du de mennesker, som altid ved, lige præcist hvad der er bedst for DIG? “Nej – du burde gøre dette her i stedet for.” “Lad nu være med at spise det. Det er usundt for dig”. “Hvorfor gør du ikke …… etc. etc.

Det kan være mega-irriterende og trættende at være den person, som hele tiden får at vide, at han/hun hellere skulle tage at gøre tingene anderledes.

Gode og velmenende råd
Måske er du den person, som hele tiden får “gode” råd.

Måske er du den person, som hele tiden giver “gode og “velmenende” råd. “Jamen, det fungerer jo så godt for mig. Jeg kan jo se, at hun/han vil få det bedre, hvis………

Eller måske sladrer du med andre i omgangskredsen, at: “Det er altså også for dumt, at hun altid gør sådan. Hun ved jo, at det er dårligt for hende”.

Selvom du måske virkelig oprigtigt mener, at du “ved bedre” end den anden person – så er det vigtigt at huske, at fordi noget føles godt og rigtigt for dig, behøver den anden person ikke at føle det på samme måde.

En unik rejse igennem livet
Ingen mennesker er helt ens. Vi er allesammen unikke og har vores helt egen rejse igennem livet. Ind imellem taler livet mindre pænt til os – men der er en mening bagved, som vi måske ikke fatter lige med det samme.

Og det skal andre mennesker ikke blande sig i.

Som jeg har skrevet om tidligere – så er livet fyldt med udfordringer – både store og små. De er der for, at vi skal vokse af dem og drage vore egne erfaringer.

Jamen, jeg vil hende jo det bedste
Jo – jeg ved det godt: Du ønsker virkelig oprigtigt at hun/han skal have det godt. Det er derfor, at du prøver at komme med gode råd. Måske er det rent faktisk også noget, som det andet menneske kan bruge til noget – men bare ikke er parat til endnu.

Lad tingene udfolde sig af sig selv for det andet menneske. Medmindre han/hun selv beder om hjælp. Så er det en anden sag.

Og du, som hele tiden modtager alle de “velmenende råd”. Husk, at du har lov til at sige fra. Det er selvfølgelig altid ok at spørge andre til råds, hvis du har behov for det. Det er dit valg – dit liv – din rejse – og KUN du bestemmer.

Det er vigtigt, at vi allesammen husker, at livet er en rejse for os alle hver især. Og vi følges altså ikke ad hele vejen.

Hav en fantastisk weekend – Livet venter på dig!
OBS – OBS – OBS: Læg mærke til fotoet øverst på siden (fra Peru). Denne rejse med bus fører til LOVE (kærlighed). 🙂

PS: De fleste af os har i øvrigt begge sider i os. 🙂

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

Tilmeld dig mit Nyhedsbrev

Åh nej – nu regner det igen

Efter en lang og utraditionelt varm sommer, kan vi nu mærke efterårets ånde. Jeg spurgte en kvinde i dag, hvad jeg skulle skrive om i min blog. Hun var slet ikke i tvivl: “Skriv om regnen. Skriv om, hvordan folk altid beklager sig, når det regner.”

Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr
Se – jeg tror, at jeg vil vove at gå et skridt videre og skrive om vejret i det hele taget. Hvis vi ikke har noget at tale om, kan vi jo altid tale om det – ik’?

“Åh – nej nu regner det igen”
“Uh – det blæser – jeg fryser og er lige ved at vælte”
“Sikken rædsom kulde – jeg fryser endnu mere nu”
“Pyha – hvor er her dog forfærdelig varmt – jeg sveder”

Om at være klædt på udvendigt og indvendigt
For mig er der ikke noget, som hedder dårligt vejr. Det hele handler om at være klædt på til vejret. Her mener jeg ikke kun tøjet – men også indvendigt. For hvad nytter det, hvis du har det dyre heldragts regntøj på – men alligevel går og bander højt over vejret? Nej – i stedet for at brokke dig over vejret – så prøv:

  1. at klæde dig på, som vejret inviterer dig til
  2. at acceptere, at lige nu er vejret sådan her, og det kan du ikke ændre på
  3. at være til stede i vejret
  4. at være taknemmelig over, at du overhovedet får lov til at opleve, hvordan vejret er i dag

Se muligheder i stedet for forhindringer
Vejret afstedkommer ofte, at folk forhindrer dem selv i nogle fantastiske oplevelser. Jeg vil lige understrege, at jeg ikke siger, at vi skal trodse alt vejr og bevæge os ud selv i livsfarligt vejr. Der er forskel på at være en eventyrlysten og at være dumdristig. Nej – jeg taler om, at vi nogle gange nægter os selv nogle eventyr, fordi vi ikke har opdaget, at det at gå rundt i en småregnende skov  kan være et eventyr i sig selv. Synsindtrykkene – duftene – lydene – og ikke mindst følelsen af at mærke, at du er i live.

Mindfulness, varm kakao og boller
Og efter sådan et regnvådt eventyr i efterårsskoven, kommer du hjem fyldt med mindfulness i dit hoved – glæde i dit hjerte – kastanjer og kogler i dine regnfrakkelommer – og så er det rart, at der er noget, der hedder varm kakao og boller med smør.

Hav en fantastisk (og eventyrlig) weekend – Livet venter på dig!

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

 

 

Du får – hvad du ønsker dig

Yeps – det gør du nemlig – og det gælder både det, som du rent faktisk “ønsker dig” – og det som du “ikke ønsker dig”. (Jeg tænker dog, at den midterste due på fotoet er ganske tilfreds med opfyldelsen af dens ønske)

Resonans
Måske husker du, hvad jeg skrev om karma for et kort stykke tid siden. Alt kommer tilbage til dig. Dette gælder sådan set også dine “ønsker” eller “ønsker ikke”. Det hele handler om resonans: Altså – hvad du sender ud – kommer tilbage til dig. Universet er intelligent – og for at hjælpe dig bedst muligt, får du lige det ønske opfyldt, som du selv har skabt resonans til at opnå.

Du modtager også, hvad du “ikke ønsker dig”
Det er jo sådan set nemt nok at forstå, at du modtager det, som du ønsker dig – men hvad med det, som du “ikke ønsker dig”? Et eksempel
Har du nogensinde prøvet at være til en fest og tænkt: “Åh – nej – ham vil jeg altså ikke sidde ved siden af. Han er så irriterende”. For så at opdage, at du “tilfældigt” kommer til at sidde lige ved siden af ham. Eller har du nogensinde tænkt: “Åh – nej nu er jeg så sent på den, at der sikkert ikke flere p-pladser.” Behøver jeg sige mere?

Øv dig i kun at ønske dig det, som du virkelig ønsker dig
Og ja – du har ret. Det er nemmere sagt end gjort. Selv når vi er begyndt at tænke anderledes og øver os i altid at være positive, går det alligevel “galt”. Hvorfor så det? Der kan være flere årsager – som f. eks.:

Selvom du mener, at du virkelig har ønsket dig en p-plads – har der siddet en lille “orm” og fået dig til at tvivle på, at det lykkes
eller
Du har noget gammel karma, du ikke har fået “afviklet”, hvor du tidligere har “stjålet” en p-plads lige foran en anden

MÆRK, at du allerede har fået opfyldt dit ønske
Når du ønsker dig noget – virkelig virkelig ønsker dig noget – skal du både kunne se, høre, se, smage, lugte og mærke, hvordan det er, at have fået ønsket opfyldt. (Jeg ved dog ikke lige, hvad en parkeringsplads smager af – men jeg håber, at overdrivelsen får dig til at forstå præcist, hvad jeg mener).
Herefter handler det om at give slip på ønsket – helt slip.

Jeg kan dog godt betro dig, at det er lidt nemmere at “give slip” på ønsket om en parkeringsplads end ønsket om at vinde 10 millioner kr. lotto.

Men jeg har fået mange gode parkeringspladser. 🙂

Held og lykke med dine ønsker.

Hav en fantastisk weekend – Livet venter på dig!

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Så lyt dog!

Livet er fyldt med udfordringer
Ja – livet er fyldt med udfordringer. Store og små udfordringer. Lige fra et punkteret dæk til alvorlig sygdom og død. Tilsyneladende er der nogen, der rammes mere end andre. De har måske sygdom og død tæt inde på livet – endda op til flere gange.

Det er ikke en konkurrence
Kender du de mennesker, som tilsyneladende lytter til et andet menneskes problemer – men har travlt med at overtage ordet så hurtigt, at de kan fortælle om deres egne problemer? Nogle gange er det som en konkurrence, hvor de skal vise, at de har det lidt dårligere end alle andre. Er det janteloven, som kommer ind i billedet – også på sådan et obskurt område?
Du skal ikke tro, du er noget – for:

  • jeg er nemlig mere syg, end du er
  • jeg har nemlig færre penge, end du har
  • jeg har nemlig haft flere narcissistiske kærester, end du har
  • det er nemlig værre for mig at miste et job, end det er for dig
  • eller……..

Respektér og anerkend andres Univers
Der er ikke nogen, som går fri af udfordringer og bekymringer. Der er noget til os alle.

Ja – det kan godt være, at dine udfordringer virker til at være mere alvorlige end andre menneskers. Men det er vigtigt at forstå, at i netop dette andet menneskes Univers, er hans/hendes udfordringer store og føles måske uløselige. Også selvom du ikke kan forstå det.

Stærke mennesker
Jeg kender mennesker, som er meget alvorligt syge. Alligevel er de positive og optimistiske.

Og hvad er endnu mere beundringsværdigt og smukt: På trods af deres egne meget store udfordringer, er de der altid for andre mennesker. Blandt andet lytter de uden at have travlt med at fortælle om deres eget. De har forstået det meget vigtige: At vi allesammen har vores eget at slås med, som lige nu og her kan føles ligeså hårdt som f. eks. alvorlig sygdom.

Graden af udfordringer ændrer sig 
Måske er en af hemmelighederne, at disse stærke mennesker tidligere har haft “mindre” udfordringer, som har fyldt i deres liv. Nu har graden af udfordringer ændret sig, så de ikke længere lade sig påvirke af dem på samme måde. Nu kunne de så vælge at gå ind i en konkurrence med andre. Men i stedet for husker de tilbage på deres eget liv, så de ved, at selv små udfordringer kan fylde.
Eller måske er de rummelige og lyttende, fordi det hjælper dem til at tankerne væk fra deres eget. Eller måske er det en kombination.

Rummelighed
Øv dig i at være ligeså rummelig. Stop dig selv – næste gang du er lige ved at gå ind i en “konkurrence”, om hvem der har det værst – dig eller din modpart.

Kender du en, som har det hårdt i øjeblikket? Så ring til hende/ham og lyt. Vær til stede 100%.

Vent ikke på, at hun/han ringer til dig. Måske har denne ydmyge person nedgraderet sine problemer overfor dig, så du ikke ved, hvor slemt, det er. Men det betyder ikke, at han/hun ikke har brug for dig.

Ved at give plads til den anden – vil du opdage, at du selv får meget mere rummelighed tilbage. Du bliver også lyttet til.

Måske er du i forvejen allerede den rummelige.

Og så siger jeg bare: Tak for dig! Og tak for, at du lærer mig også at være rummelig!

Og måske er du så heldig, at folk også er begyndt at lytte lidt til dig – for det fortjener du!

 

Hav en fantastisk weekend – livet venter på dig.

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

Tilmeld dig mit nyhedsbrev – hvor du også kan læse Esthers Fredagsblog

 

 

 

Pas din egen karma!

Som nævnt i min tidligere blog om Ayni, findes der både god og dårlig karma. “Loven om årsag og virkning”.

Som man reder – så ligger man
Kort og godt betyder karma: “Hvad du giver ud – får du igen”. Dette kan siges på mange velkendte måder – f. eks. som overskriften – eller: “Du skal behandle andre, som du gerne selv vil behandles”. Nogen vil måske protestere, at de altid er gode overfor andre – men andre behandler dem altid dårligt alligevel. Hvis du har de tanker, er vi inde på et helt andet område, der meget vel kan have noget at gøre med dårligt selvværd, og det er en helt anden blog. Vi kan selvfølgelig godt opleve, at vi ikke helt får alt det gode tilbage, som vi “fortjener”, men her er det vigtigt at huske, at vi kan “optjene karma” og få den gode karma tilbage i en helt anden forbindelse. F. eks. når vi modtager noget ayni fra nogen (se min blog om ayni). Så husk, at hver gang du gør noget godt fra et rent hjerte overfor andre – så kan du være sikker på, at du nok skal få godt tilbage – selvom det måske ikke er med det samme.

Uhensigtsmæssige/negative gerninger
Det samme gælder naturligvis, hvis vi gør noget negativt eller handler i ond tro. Der kan vi godt tro, at vi er “sluppet godt fra det” – men pludselig på et tidspunkt – kommer også dette tilbage til os på den ene eller anden måde. Det kan være både store og små ting, som kan forfølge os, til vi lærer at “opføre os ordentligt”. Nogle gange er vi mennesker nemlig desværre tilbøjelige til at gentage vores dårlige handlinger. Om det så er fordi en person altid tager det største stykke kage – taler grimt om et andet menneske – snyder i skat – stjæler eller myrder – karma skal nok komme tilbage til personen.  Hvis jeg selv optræder uhensigtsmæssigt – oplever jeg meget ofte at få “instant karma”. Det vil sige, at jeg selv får noget tilsvarende tilbage lige med det samme. (Så kan du lære det – Esther.)

Instant karma – Kopimaskinen – Årsag
Den første historie oplevede jeg for mange år siden, hvor jeg lige var begyndt at lære om karmaloven:
Jeg skal have taget nogle vigtige kopier – og gerne lidt hurtigt. Jeg ved, at der er en kopimaskine på vores lokale bibliotek, så jeg skynder mig derind. Lidt ærgerligt konstaterer jeg, at der allerede er en person i nærheden af kopimaskinen, som er i færd med at tage papirer op af sin taske. Instinktivt er jeg godt klar over, hvad personens ærinde er, men jeg spæner alligevel derhen (kender I den måde, man kan spæne på, hvor man går med stive hurtige skridt og lader som om, man ikke skynder sig?). Lynhurtigt lægger jeg mit dokument på kopimaskinens plade – og mens jeg sænker låget (det var inden der fandtes dokumentfødere), aner jeg i øjenkrogen en meget forbløffet person, der nu står med sit dokument i hånden og skal lige til at lægge det på kopimaskinen. Kopimaskine, der jo så tilfældigvis er optaget. Af mig. Inden personen har nået at reagere – har jeg taget min kopi og er forsvundet – måske lidt flov – men desværre nok mere glad og tilfreds med at have fået klaret opgaven så hurtigt.

Virkning
Et par dage efter havde jeg endnu en vigtig kopiopgave, som hastede endnu mere. Denne gang valgte jeg at gå ind i den lokale boghandel. Der stod ikke nogen ved kopimaskinen, da jeg kom ind, så jeg følte mig heldig. Jeg lagde papiret parat ovenpå kopimaskinen – og går hen til disken for at betale. Da jeg kommer tilbage – ja – ganske rigtigt. Da var en anden person i gang med at kopiere – og ikke kun et enkelt papir. Blev jeg irriteret? Nej – faktisk ikke. Jeg kom til at grine for mig selv. “Åh – ja – karma – tak”.

Instant karma – Det røde lys – Årsag
Den næste historie oplevede jeg for ikke helt så længe siden. Jeg oplever mig selv som en meget lovlydig bilist – nærmest grænsende til det halv-kedelige – altså sådan en, der overholder fartgrænser osv.
Denne specielle dag kommer jeg kørende for grønt ud i et lyskryds og skal dreje til venstre. Da det skifter til rødt for modkørende, og jeg lige skal til at begynde at køre – slår jeg bremsen i, da jeg opdager, at en kassevogn drøner over for rødt med en glad chauffør, der drikker en sodavand. Jeg må indrømme, at jeg siger nogle meget lidt pæne ord om den unge mand. Jeg modsiger stemmen indeni mig, der siger “pas dit karma, Esther”. Det er da den unge mand, som skal passe sit karma. Jeg var kørte jo fuldstændig korrekt, tænkte jeg arrigt.

Virkning
Et kort øjeblik efter kommer jeg hen til et lyskryds – og jeg holder stille for rødt. Jeg ser – (og ja det gør jeg virkelig) – jeg ser, at lyskurven skifter til grøn, så jeg begynder at trille, indtil jeg hører nogen bagved mig dytte højt. Forbavset opdager jeg – at der stadig er rødt lys, så jeg bakker den meter tilbage, som jeg var komme til at trille. Jeg ser godt manden i bilen ved siden af mig ryste forarget på hovedet – men jeg vinker beklagende til ham, mens jeg griner lidt for mig selv. Hej karma – der var du igen. Og resten af vejen havde jeg alle mulige venlige forklaringer på, hvorfor andre biler/motorcykler kørte uhensigtsmæssigt: “Nåh – han skal nok skynde sig på hospitalet med sin fødende kone”.

Ikke dømme andre
Denne dag, hvor jeg var lige ved at køre over for rødt, indså jeg jo, at den unge sodavandsdrikkende mand ikke nødvendigvis kørte over for rødt med vilje. Han kan bare have siddet i sine egne tanker – eller som jeg – set lyskurven vise grønt. (Hermed ikke være sagt, at jeg synes, at det er ok at køre overfor rødt. I selv samme kryds er der lige sket en meget voldsom ulykke for nyligt.)

Jamen – betyder det, at karma er en afstraffelse?
Nej – karma er ikke en form for straf. Karma er med til at “føre dig ind på rette vej”. Karma lærer dig at være den bedste udgave af dig selv og altid behandle både dig selv og andre på en god menneskekærlig måde. Karma hjælper dig til at udvikle dig personligt og spirituelt.

Du er selv ansvarlig for din egen karma
Som buddisterne siger, er der ingen andre end dig, som bestemmer, hvordan din karma skal være. Det er dig selv, som bestemmer, om du vil blive handle, tale eller tænke uhensigtsmæssigt/negativt eller hensigtsmæssigt/positivt, hvor du måske oven i købet giver ayni til nogen/noget.

Vid bare, at ligegyldigt om du vælger det ene eller det andet – får du det tilbage igen på en eller anden måde. Så hvorfor ikke bare altid vælge “det gode”.

Vær den bedste udgave af dig selv – det betaler sig!

Pas din egen karma!

Følg Esthers blog om personlig udvikling og spiritualitet på Facebook

Tilmeld dig mit nyhedsbrev her

Læs mere om karma her:

Dette indhold er ikke sponsoreret

 

En tur til Bloksbjerg … eller?

I morgen er det Midsommer – Sankt Hans aften. Straks dukker ordet heks og Bloksbjerg op.

Lidt heks er der vel i mig. Men jeg er altså en af de gode hekse, at I bare ved det. Og i år bliver der ingen Sankt Hans Bål, så måske jeg slipper – (igen) – pyha…..

Brænd det overflødige væk og slip fri
Når dette er sagt, er Sankt Hansaften (normalt) en god change til at få “brændt” gammelt overflødigt væk fra ens sind. Hvad mener jeg så med det? Alt, som du ikke kan slippe, som blokerer dig fra at kunne leve dit liv, som du virkelig ønsker det:

  • Det brændbare “rod” fra sidste uges oprydning
  • Negative overbevisninger
  • Dårlige vaner og egenskaber, der er værd at give slip på
  • Gamle kærester (altså kun tankerne om dem – bare rolig)

Det brændbare rod
Det er heldigvis let at overskue. Nu har du jo ryddet godt op – så op i containeren med alt dit gamle ragelse. Stort og brændbart eller lille og brændbart. Husk at affaldssortere ordentligt, så du ikke bidrager til forurening i stedet for. Mærk fornemmelsen, det giver dig, når du er sluppet af med det hele på rette sted. Det fedeste kunne selvfølgelig være at putte det hele ind i et kæmpe Sankthansbål og se det futte af (måske til Bloksbjerg), men af flere årsager lader det sig ikke gennemføre. (Beklager).

Negative overbevisninger
Vi “programmerer” os til at gemme på en masse overbevisninger om os selv og andre. Nogle af disse overbevisninger er heldigvis af den “gode” slags, så dem skal vi “bare” give så meget fokus som muligt, for de giver kun positiv gødning. De negative overbevisninger til gengæld kan slide på vore indre planer, hvilket kan smitte af på vore ydre planer via stress, så vi vi påfører os selv unødvendige fysiske problemer. Du ved sikkert selv, hvilke dårlige overbevisninger, du har på lager. Skriv alle dine negative overbevisninger – enten om dig selv eller andre – på små sedler.

Dårlige vaner og egenskaber, der er værd at give slip på
Find først ud af, om du virkelig ønsker at komme af med denne “dårlige” vane eller egenskab. Vær sikker på, at netop denne blokerer for, at du kan leve dit liv fuldt ud. Er du sikker? Så frem med kuglepennen igen og skriv på små sedler igen.

Gamle kærester og andre ex-er
Nej – selvfølgelig kan du ikke proppe ham/hende (ental eller flertal) på Sankthansbålet. Men på samme måde som med de negative overbevisninger, skriver du navnet (navnene) på små sedler.

Hvad gør du så?
Ja – se nu ville jeg jo ønske, at jeg bare kunne skrive: Når du har skrevet alle disse små sedler, tager du dem med til Sankt Hans bålet og kaster én seddel ad gangen på bålet, mens du beslutter dig for, at du giver slip på den pågældende overbevisning, vane, egenskab eller ex-kæreste, hvorefter du ser sedlen brænde på bålet. Det kan blive lidt svært i år. Men så findes der brændeovne, pejse eller måske fiktive bål. Jeg vil helst ikke komme med ideer til, hvordan du så kan brænde sedlerne af  – men brug din fantasi – uden at komme i problemer med brandmyn-dighederne.

God Midsommer
Jeg håber, at det lykkes for dig at få brændt en masse af dine indre blokeringer væk. Et faktum er det, at det kan føles som en indre rensning. Og det kan vi alle have godt af.

Nu vil jeg tage min kost og gemme den, så der ikke er nogen, der får gode ideer.

Blog om at brænde negativt væk
Esthers Fredagsblog

Hav en fantastisk weekend – Livet venter på dig!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og vær sikker på at få alle mine blog-indlæg.

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

IKKE SPONSORERET