Åh nej – nu regner det igen

Efter en lang og utraditionelt varm sommer, kan vi nu mærke efterårets ånde. Jeg spurgte en kvinde i dag, hvad jeg skulle skrive om i min blog. Hun var slet ikke i tvivl: “Skriv om regnen. Skriv om, hvordan folk altid beklager sig, når det regner.”

Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr
Se – jeg tror, at jeg vil vove at gå et skridt videre og skrive om vejret i det hele taget. Hvis vi ikke har noget at tale om, kan vi jo altid tale om det – ik’?

“Åh – nej nu regner det igen”
“Uh – det blæser – jeg fryser og er lige ved at vælte”
“Sikken rædsom kulde – jeg fryser endnu mere nu”
“Pyha – hvor er her dog forfærdelig varmt – jeg sveder”

Om at være klædt på udvendigt og indvendigt
For mig er der ikke noget, som hedder dårligt vejr. Det hele handler om at være klædt på til vejret. Her mener jeg ikke kun tøjet – men også indvendigt. For hvad nytter det, hvis du har det dyre heldragts regntøj på – men alligevel går og bander højt over vejret? Nej – i stedet for at brokke dig over vejret – så prøv:

  1. at klæde dig på, som vejret inviterer dig til
  2. at acceptere, at lige nu er vejret sådan her, og det kan du ikke ændre på
  3. at være til stede i vejret
  4. at være taknemmelig over, at du overhovedet får lov til at opleve, hvordan vejret er i dag

Se muligheder i stedet for forhindringer
Vejret afstedkommer ofte, at folk forhindrer dem selv i nogle fantastiske oplevelser. Jeg vil lige understrege, at jeg ikke siger, at vi skal trodse alt vejr og bevæge os ud selv i livsfarligt vejr. Der er forskel på at være en eventyrlysten og at være dumdristig. Nej – jeg taler om, at vi nogle gange nægter os selv nogle eventyr, fordi vi ikke har opdaget, at det at gå rundt i en småregnende skov  kan være et eventyr i sig selv. Synsindtrykkene – duftene – lydene – og ikke mindst følelsen af at mærke, at du er i live.

Mindfulness, varm kakao og boller
Og efter sådan et regnvådt eventyr i efterårsskoven, kommer du hjem fyldt med mindfulness i dit hoved – glæde i dit hjerte – kastanjer og kogler i dine regnfrakkelommer – og så er det rart, at der er noget, der hedder varm kakao og boller med smør.

Hav en fantastisk (og eventyrlig) weekend – Livet venter på dig!

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

 

 

Du får – hvad du ønsker dig

Yeps – det gør du nemlig – og det gælder både det, som du rent faktisk “ønsker dig” – og det som du “ikke ønsker dig”. (Jeg tænker dog, at den midterste due på fotoet er ganske tilfreds med opfyldelsen af dens ønske)

Resonans
Måske husker du, hvad jeg skrev om karma for et kort stykke tid siden. Alt kommer tilbage til dig. Dette gælder sådan set også dine “ønsker” eller “ønsker ikke”. Det hele handler om resonans: Altså – hvad du sender ud – kommer tilbage til dig. Universet er intelligent – og for at hjælpe dig bedst muligt, får du lige det ønske opfyldt, som du selv har skabt resonans til at opnå.

Du modtager også, hvad du “ikke ønsker dig”
Det er jo sådan set nemt nok at forstå, at du modtager det, som du ønsker dig – men hvad med det, som du “ikke ønsker dig”? Et eksempel
Har du nogensinde prøvet at være til en fest og tænkt: “Åh – nej – ham vil jeg altså ikke sidde ved siden af. Han er så irriterende”. For så at opdage, at du “tilfældigt” kommer til at sidde lige ved siden af ham. Eller har du nogensinde tænkt: “Åh – nej nu er jeg så sent på den, at der sikkert ikke flere p-pladser.” Behøver jeg sige mere?

Øv dig i kun at ønske dig det, som du virkelig ønsker dig
Og ja – du har ret. Det er nemmere sagt end gjort. Selv når vi er begyndt at tænke anderledes og øver os i altid at være positive, går det alligevel “galt”. Hvorfor så det? Der kan være flere årsager – som f. eks.:

Selvom du mener, at du virkelig har ønsket dig en p-plads – har der siddet en lille “orm” og fået dig til at tvivle på, at det lykkes
eller
Du har noget gammel karma, du ikke har fået “afviklet”, hvor du tidligere har “stjålet” en p-plads lige foran en anden

MÆRK, at du allerede har fået opfyldt dit ønske
Når du ønsker dig noget – virkelig virkelig ønsker dig noget – skal du både kunne se, høre, se, smage, lugte og mærke, hvordan det er, at have fået ønsket opfyldt. (Jeg ved dog ikke lige, hvad en parkeringsplads smager af – men jeg håber, at overdrivelsen får dig til at forstå præcist, hvad jeg mener).
Herefter handler det om at give slip på ønsket – helt slip.

Jeg kan dog godt betro dig, at det er lidt nemmere at “give slip” på ønsket om en parkeringsplads end ønsket om at vinde 10 millioner kr. lotto.

Men jeg har fået mange gode parkeringspladser. 🙂

Held og lykke med dine ønsker.

Hav en fantastisk weekend – Livet venter på dig!

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Så lyt dog!

Livet er fyldt med udfordringer
Ja – livet er fyldt med udfordringer. Store og små udfordringer. Lige fra et punkteret dæk til alvorlig sygdom og død. Tilsyneladende er der nogen, der rammes mere end andre. De har måske sygdom og død tæt inde på livet – endda op til flere gange.

Det er ikke en konkurrence
Kender du de mennesker, som tilsyneladende lytter til et andet menneskes problemer – men har travlt med at overtage ordet så hurtigt, at de kan fortælle om deres egne problemer? Nogle gange er det som en konkurrence, hvor de skal vise, at de har det lidt dårligere end alle andre. Er det janteloven, som kommer ind i billedet – også på sådan et obskurt område?
Du skal ikke tro, du er noget – for:

  • jeg er nemlig mere syg, end du er
  • jeg har nemlig færre penge, end du har
  • jeg har nemlig haft flere narcissistiske kærester, end du har
  • det er nemlig værre for mig at miste et job, end det er for dig
  • eller……..

Respektér og anerkend andres Univers
Der er ikke nogen, som går fri af udfordringer og bekymringer. Der er noget til os alle.

Ja – det kan godt være, at dine udfordringer virker til at være mere alvorlige end andre menneskers. Men det er vigtigt at forstå, at i netop dette andet menneskes Univers, er hans/hendes udfordringer store og føles måske uløselige. Også selvom du ikke kan forstå det.

Stærke mennesker
Jeg kender mennesker, som er meget alvorligt syge. Alligevel er de positive og optimistiske.

Og hvad er endnu mere beundringsværdigt og smukt: På trods af deres egne meget store udfordringer, er de der altid for andre mennesker. Blandt andet lytter de uden at have travlt med at fortælle om deres eget. De har forstået det meget vigtige: At vi allesammen har vores eget at slås med, som lige nu og her kan føles ligeså hårdt som f. eks. alvorlig sygdom.

Graden af udfordringer ændrer sig 
Måske er en af hemmelighederne, at disse stærke mennesker tidligere har haft “mindre” udfordringer, som har fyldt i deres liv. Nu har graden af udfordringer ændret sig, så de ikke længere lade sig påvirke af dem på samme måde. Nu kunne de så vælge at gå ind i en konkurrence med andre. Men i stedet for husker de tilbage på deres eget liv, så de ved, at selv små udfordringer kan fylde.
Eller måske er de rummelige og lyttende, fordi det hjælper dem til at tankerne væk fra deres eget. Eller måske er det en kombination.

Rummelighed
Øv dig i at være ligeså rummelig. Stop dig selv – næste gang du er lige ved at gå ind i en “konkurrence”, om hvem der har det værst – dig eller din modpart.

Kender du en, som har det hårdt i øjeblikket? Så ring til hende/ham og lyt. Vær til stede 100%.

Vent ikke på, at hun/han ringer til dig. Måske har denne ydmyge person nedgraderet sine problemer overfor dig, så du ikke ved, hvor slemt, det er. Men det betyder ikke, at han/hun ikke har brug for dig.

Ved at give plads til den anden – vil du opdage, at du selv får meget mere rummelighed tilbage. Du bliver også lyttet til.

Måske er du i forvejen allerede den rummelige.

Og så siger jeg bare: Tak for dig! Og tak for, at du lærer mig også at være rummelig!

Og måske er du så heldig, at folk også er begyndt at lytte lidt til dig – for det fortjener du!

 

Hav en fantastisk weekend – livet venter på dig.

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

Tilmeld dig mit nyhedsbrev – hvor du også kan læse Esthers Fredagsblog

 

 

 

Pas din egen karma!

Som nævnt i min tidligere blog om Ayni, findes der både god og dårlig karma. “Loven om årsag og virkning”.

Som man reder – så ligger man
Kort og godt betyder karma: “Hvad du giver ud – får du igen”. Dette kan siges på mange velkendte måder – f. eks. som overskriften – eller: “Du skal behandle andre, som du gerne selv vil behandles”. Nogen vil måske protestere, at de altid er gode overfor andre – men andre behandler dem altid dårligt alligevel. Hvis du har de tanker, er vi inde på et helt andet område, der meget vel kan have noget at gøre med dårligt selvværd, og det er en helt anden blog. Vi kan selvfølgelig godt opleve, at vi ikke helt får alt det gode tilbage, som vi “fortjener”, men her er det vigtigt at huske, at vi kan “optjene karma” og få den gode karma tilbage i en helt anden forbindelse. F. eks. når vi modtager noget ayni fra nogen (se min blog om ayni). Så husk, at hver gang du gør noget godt fra et rent hjerte overfor andre – så kan du være sikker på, at du nok skal få godt tilbage – selvom det måske ikke er med det samme.

Uhensigtsmæssige/negative gerninger
Det samme gælder naturligvis, hvis vi gør noget negativt eller handler i ond tro. Der kan vi godt tro, at vi er “sluppet godt fra det” – men pludselig på et tidspunkt – kommer også dette tilbage til os på den ene eller anden måde. Det kan være både store og små ting, som kan forfølge os, til vi lærer at “opføre os ordentligt”. Nogle gange er vi mennesker nemlig desværre tilbøjelige til at gentage vores dårlige handlinger. Om det så er fordi en person altid tager det største stykke kage – taler grimt om et andet menneske – snyder i skat – stjæler eller myrder – karma skal nok komme tilbage til personen.  Hvis jeg selv optræder uhensigtsmæssigt – oplever jeg meget ofte at få “instant karma”. Det vil sige, at jeg selv får noget tilsvarende tilbage lige med det samme. (Så kan du lære det – Esther.)

Instant karma – Kopimaskinen – Årsag
Den første historie oplevede jeg for mange år siden, hvor jeg lige var begyndt at lære om karmaloven:
Jeg skal have taget nogle vigtige kopier – og gerne lidt hurtigt. Jeg ved, at der er en kopimaskine på vores lokale bibliotek, så jeg skynder mig derind. Lidt ærgerligt konstaterer jeg, at der allerede er en person i nærheden af kopimaskinen, som er i færd med at tage papirer op af sin taske. Instinktivt er jeg godt klar over, hvad personens ærinde er, men jeg spæner alligevel derhen (kender I den måde, man kan spæne på, hvor man går med stive hurtige skridt og lader som om, man ikke skynder sig?). Lynhurtigt lægger jeg mit dokument på kopimaskinens plade – og mens jeg sænker låget (det var inden der fandtes dokumentfødere), aner jeg i øjenkrogen en meget forbløffet person, der nu står med sit dokument i hånden og skal lige til at lægge det på kopimaskinen. Kopimaskine, der jo så tilfældigvis er optaget. Af mig. Inden personen har nået at reagere – har jeg taget min kopi og er forsvundet – måske lidt flov – men desværre nok mere glad og tilfreds med at have fået klaret opgaven så hurtigt.

Virkning
Et par dage efter havde jeg endnu en vigtig kopiopgave, som hastede endnu mere. Denne gang valgte jeg at gå ind i den lokale boghandel. Der stod ikke nogen ved kopimaskinen, da jeg kom ind, så jeg følte mig heldig. Jeg lagde papiret parat ovenpå kopimaskinen – og går hen til disken for at betale. Da jeg kommer tilbage – ja – ganske rigtigt. Da var en anden person i gang med at kopiere – og ikke kun et enkelt papir. Blev jeg irriteret? Nej – faktisk ikke. Jeg kom til at grine for mig selv. “Åh – ja – karma – tak”.

Instant karma – Det røde lys – Årsag
Den næste historie oplevede jeg for ikke helt så længe siden. Jeg oplever mig selv som en meget lovlydig bilist – nærmest grænsende til det halv-kedelige – altså sådan en, der overholder fartgrænser osv.
Denne specielle dag kommer jeg kørende for grønt ud i et lyskryds og skal dreje til venstre. Da det skifter til rødt for modkørende, og jeg lige skal til at begynde at køre – slår jeg bremsen i, da jeg opdager, at en kassevogn drøner over for rødt med en glad chauffør, der drikker en sodavand. Jeg må indrømme, at jeg siger nogle meget lidt pæne ord om den unge mand. Jeg modsiger stemmen indeni mig, der siger “pas dit karma, Esther”. Det er da den unge mand, som skal passe sit karma. Jeg var kørte jo fuldstændig korrekt, tænkte jeg arrigt.

Virkning
Et kort øjeblik efter kommer jeg hen til et lyskryds – og jeg holder stille for rødt. Jeg ser – (og ja det gør jeg virkelig) – jeg ser, at lyskurven skifter til grøn, så jeg begynder at trille, indtil jeg hører nogen bagved mig dytte højt. Forbavset opdager jeg – at der stadig er rødt lys, så jeg bakker den meter tilbage, som jeg var komme til at trille. Jeg ser godt manden i bilen ved siden af mig ryste forarget på hovedet – men jeg vinker beklagende til ham, mens jeg griner lidt for mig selv. Hej karma – der var du igen. Og resten af vejen havde jeg alle mulige venlige forklaringer på, hvorfor andre biler/motorcykler kørte uhensigtsmæssigt: “Nåh – han skal nok skynde sig på hospitalet med sin fødende kone”.

Ikke dømme andre
Denne dag, hvor jeg var lige ved at køre over for rødt, indså jeg jo, at den unge sodavandsdrikkende mand ikke nødvendigvis kørte over for rødt med vilje. Han kan bare have siddet i sine egne tanker – eller som jeg – set lyskurven vise grønt. (Hermed ikke være sagt, at jeg synes, at det er ok at køre overfor rødt. I selv samme kryds er der lige sket en meget voldsom ulykke for nyligt.)

Jamen – betyder det, at karma er en afstraffelse?
Nej – karma er ikke en form for straf. Karma er med til at “føre dig ind på rette vej”. Karma lærer dig at være den bedste udgave af dig selv og altid behandle både dig selv og andre på en god menneskekærlig måde. Karma hjælper dig til at udvikle dig personligt og spirituelt.

Du er selv ansvarlig for din egen karma
Som buddisterne siger, er der ingen andre end dig, som bestemmer, hvordan din karma skal være. Det er dig selv, som bestemmer, om du vil blive handle, tale eller tænke uhensigtsmæssigt/negativt eller hensigtsmæssigt/positivt, hvor du måske oven i købet giver ayni til nogen/noget.

Vid bare, at ligegyldigt om du vælger det ene eller det andet – får du det tilbage igen på en eller anden måde. Så hvorfor ikke bare altid vælge “det gode”.

Vær den bedste udgave af dig selv – det betaler sig!

Pas din egen karma!

Følg Esthers blog om personlig udvikling og spiritualitet på Facebook

Tilmeld dig mit nyhedsbrev her

Læs mere om karma her:

Dette indhold er ikke sponsoreret

 

En tur til Bloksbjerg … eller?

I morgen er det Midsommer – Sankt Hans aften. Straks dukker ordet heks og Bloksbjerg op.

Lidt heks er der vel i mig. Men jeg er altså en af de gode hekse, at I bare ved det. Og i år bliver der ingen Sankt Hans Bål, så måske jeg slipper – (igen) – pyha…..

Brænd det overflødige væk og slip fri
Når dette er sagt, er Sankt Hansaften (normalt) en god change til at få “brændt” gammelt overflødigt væk fra ens sind. Hvad mener jeg så med det? Alt, som du ikke kan slippe, som blokerer dig fra at kunne leve dit liv, som du virkelig ønsker det:

  • Det brændbare “rod” fra sidste uges oprydning
  • Negative overbevisninger
  • Dårlige vaner og egenskaber, der er værd at give slip på
  • Gamle kærester (altså kun tankerne om dem – bare rolig)

Det brændbare rod
Det er heldigvis let at overskue. Nu har du jo ryddet godt op – så op i containeren med alt dit gamle ragelse. Stort og brændbart eller lille og brændbart. Husk at affaldssortere ordentligt, så du ikke bidrager til forurening i stedet for. Mærk fornemmelsen, det giver dig, når du er sluppet af med det hele på rette sted. Det fedeste kunne selvfølgelig være at putte det hele ind i et kæmpe Sankthansbål og se det futte af (måske til Bloksbjerg), men af flere årsager lader det sig ikke gennemføre. (Beklager).

Negative overbevisninger
Vi “programmerer” os til at gemme på en masse overbevisninger om os selv og andre. Nogle af disse overbevisninger er heldigvis af den “gode” slags, så dem skal vi “bare” give så meget fokus som muligt, for de giver kun positiv gødning. De negative overbevisninger til gengæld kan slide på vore indre planer, hvilket kan smitte af på vore ydre planer via stress, så vi vi påfører os selv unødvendige fysiske problemer. Du ved sikkert selv, hvilke dårlige overbevisninger, du har på lager. Skriv alle dine negative overbevisninger – enten om dig selv eller andre – på små sedler.

Dårlige vaner og egenskaber, der er værd at give slip på
Find først ud af, om du virkelig ønsker at komme af med denne “dårlige” vane eller egenskab. Vær sikker på, at netop denne blokerer for, at du kan leve dit liv fuldt ud. Er du sikker? Så frem med kuglepennen igen og skriv på små sedler igen.

Gamle kærester og andre ex-er
Nej – selvfølgelig kan du ikke proppe ham/hende (ental eller flertal) på Sankthansbålet. Men på samme måde som med de negative overbevisninger, skriver du navnet (navnene) på små sedler.

Hvad gør du så?
Ja – se nu ville jeg jo ønske, at jeg bare kunne skrive: Når du har skrevet alle disse små sedler, tager du dem med til Sankt Hans bålet og kaster én seddel ad gangen på bålet, mens du beslutter dig for, at du giver slip på den pågældende overbevisning, vane, egenskab eller ex-kæreste, hvorefter du ser sedlen brænde på bålet. Det kan blive lidt svært i år. Men så findes der brændeovne, pejse eller måske fiktive bål. Jeg vil helst ikke komme med ideer til, hvordan du så kan brænde sedlerne af  – men brug din fantasi – uden at komme i problemer med brandmyn-dighederne.

God Midsommer
Jeg håber, at det lykkes for dig at få brændt en masse af dine indre blokeringer væk. Et faktum er det, at det kan føles som en indre rensning. Og det kan vi alle have godt af.

Nu vil jeg tage min kost og gemme den, så der ikke er nogen, der får gode ideer.

Blog om at brænde negativt væk
Esthers Fredagsblog

Hav en fantastisk weekend – Livet venter på dig!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og vær sikker på at få alle mine blog-indlæg.

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

IKKE SPONSORERET

 

Så ryd dog op …

Det var noget, vores mødre sagde til os, da vi var børn – og som vi gentager til vore egne børn.

Men hvad med dig selv? Er du god til selv at få ryddet op?

Hvorfor blander hun sig nu i det?

Simpelthen fordi det kan betyde noget for vores velbefindende.

Hvis det roder udvendigt – roder det også indvendigt
Noget af et postulat – ja måske. Men prøv det lige af selv. Du har en kæmpe opvask stående efter et hyggeligt middagsselskab. Opvaskemaskinen virker ikke – eller også er den ikke-eksisterende (som hos mig).

Hvordan har du det, når du ser denne opvask? Er du fyldt med glæde og og ny energi? Eller træt og lad og energiforladt?

Og hvordan har du det så, når du har klaret opvasken – hvad enten det alligevel er lykkedes dig at få tingene i opvaskemaskinen – eller du har klaret opvasken i hånden?

Lettet – opløftet – energifyldt? Det kan godt være, at du så har noget andet, du skal tage dig af bagefter – men et skridt ad gangen.

Det gælder ikke kun opvask
Nej – det gælder også al anden oprydning og rengøring: Dynger af vasketøj – bunker af papirer – pulterkammer-rod (som er et kapitel for sig).

Inden det er klaret: Tungsind. Bagefter: Opløftet lettet stemning.

Depression, stress m.m.
For at vende tilbage til mit tidligere postulat: Hvis det roder udvendigt – roder det også indvendigt.  Det er et faktum, at det absolut ikke er helbredende for en person, som f. eks. er deprimeret eller stressfyldt, hvis det roder i hjemmet. Problemet her er så, at hvis en person er deprimeret eller stresset, har han/hun heller ikke overskud til at tage sig af den slags. Dette kan så betyde, at det hele eskalerer: Rodet bliver værre – depressionen/stressen forværres. Det bider sig selv i halen.

Forebyggelse
Se ovenstående var et såkaldt “i værste fald” tilfælde, og det skal jo helst ikke komme så langt som det. Hvis det bliver så slemt, er det sådan set bare at håbe, at personen har nogle gode pårørende/ venner, som kan hjælpe med at klare i hvert fald det rent praktiske.
Men kan du mon selv forebygge, at dette sker? Jeg vil sige det sådan: Alt ting hjælper.

Feng Shui
Nu vil jeg ikke komme alt for meget ind på dette område, da jeg ikke er specialist. Men Feng shui handler i korte træk om at sørge for, at ens omgivelser energimæssigt er optimale – dvs. i harmoni og balance, så du selv har det bedst muligt og får flest mulige positive potentialer.

  • Der er ryddet op alle synlige steder
  • Der er ryddet op alle “usynlige” steder
  • Der er taget hensyn til forskellige indretningsmæssige detaljer

De synlige steder
De er jo nemme nok at få øje på. Alt hvad du ser med det blotte øje. Er alt i harmoni og balance efter DIN mening? Se det er jo netop det, som er det vigtige her: Selvom det i ANDRES øjne roder i dit hjem – er det jo ikke sikkert, at DU synes, at det roder. Og det er jo det, det kommer an på. Trives du med masser af nips allevegne og bunker af dit og dat – så er det jo ikke rod for dig.

De usynlige steder
Her taler jeg f. eks. om skabe og pulterrum/kælderrum/loftsrum. Hvis du rydder op netop disse steder, som er ellers ikke er synlige – kan du ofte virkelig mærke, at det rykker indvendigt. Du kan føle, at du selv “kommer på plads” rent energimæssigt. Og selve processen med gradvist at få ryddet mere og mere op kan virke opløftende i sig selv.

Indretningsmæssige detaljer
Feng shui kører med nogle “systemer”, der bl. a. handler om, at en bolig er delt op i en såkaldt bagua – med felter/områder for forskellige livsområder (f. eks. parforhold, rigdom, karriere osv.). På de enkelte områder kan man så tilføre genstande/farver for at forstærke energien.
Der er forskellige Feng Shui systemer, så prøv at google lidt selv, og se, hvad du synes passer til dig.

Vi er alle forskellige
Den gang mine børn var små, havde jeg nogle gange besøg af nogle veninder, som var vildt forargede over, at jeg lod mine børn rode på deres værelser. Jeg prøvede at forklare dem, at mine børns værelser var deres egne “huler”, så de måtte selv bestemme. Se dette betød ikke, at de aldrig fik ryddet op – for ind i mellem tog vi en ordenligt omgang og fik ryddet op i fællesskab. Så gjorde vi det til en leg i stedet for. Og jo – de fik også gjort rent 🙂

Vi må acceptere hinanden
Og sådan kan mange voksne også have det. Ligesom andre kan have det sådan, at de er nødt til at have det fuldstændig perfekt hele tiden.

Husk nu det: Vi har alle lov til at have vores forskellighed. Alt er ok.

Hvordan er jeg selv? Jeg elsker orden – men jeg har det ofte med at komme til at lægge nogle ting et forkert sted “bare lige et øjeblik”. Og ja – det kan dreje sig om mange forskellige ting – og så roder det pludselig. Så tro mig: jeg taler af erfaring. 🙂

Skal du til at rydde op nu – eller?

Hav en fantastisk weekend – Livet venter på dig!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og vær sikker på at få alle mine blog-indlæg.

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

IKKE SPONSORERET

Smil til verden ……

“Smil til verden – og verden smiler tilbage til dig” – Passer det?

Hvad er han/hun dog ude på
Hvad gør du, hvis en person smiler til dig – helt uopfordret?

  1. Af bar forfjammelske over, at netop han/hun smiler til netop DIG, når du ikke at smile tilbage, før han/hun er forsvundet ud af din verden igen?
  2. Du er overbevist om, at det er en hel anden person, han/hun smiler til, så du vælger at lade være med at smile tilbage for ikke at blive til grin?
  3. Du bryder mig ikke om, at netop denne mand/kvinde smiler til dig, for han/hun er da vist ude på noget – så  så du ignorerer det?
  4. Du smiler tilbage?

Automatsmil
Hvad nu – hvis du begyndte at øve dig på at smile tilbage – helt automatisk – uden frygt – uden jantelov – uden bekymring? Blot en glad forventning om, at det selvfølgelig er dig, han/hun smiler til – og helt uden lumre bagtanker.

Tør du tage udfordringen
Du kunne også gå skridtet videre – og være den, som starter med at smile. Det er en endnu større udfordring – for her “risikerer” du selv at blive “offer” for ikke at modtage et smil tilbage – enten af årsag 1, 2 eller 3. Så her handler det om at lade være med at tage det personligt og i stedet for nyde de små sejre, som vil komme, når du rent faktisk oplever, at du får et smil tilbage.

Hvad kan et smil gøre?
Hvis du modtager et smil, som du tør tage til dig, bliver du løftet og glad, og du kan måske få en følelse af, at resten af din dag er “reddet”. Samtidig kan du rent faktisk opleve, at du får automatsmilet frem, som beskrevet ovenfor. Det lyder måske lidt robotagtigt, men sådan skal det ikke forstås. Selve det at smile kan virke opløftende på krop, sind og ånd. Du kan blive fyldt med glade bobler i brystet, som kan brede sig til resten af kroppen – og hvis du er heldig, holder virkningen et  pænt stykke tid – især hvis du bliver ved med at få smile-anfald. Samtidig kan – på samme måde – et smil fra dig gøre andre mennesker glade og opløftede.

Halvsmilet – en øvelse
Denne meget enkle øvelse kan du bruge til enhver tid – og gerne hvis du føler dig lidt trist:
1. Vær opmærksom på din krop
2. Træk vejret ind, samtidig med at du smiler et lille smil
3. Slap af i læberne ved udåndingen
4. Gentag dette i alt 6 gange
5. Er der bobler nu? Ellers gør du det bare igen

Så nemt kan det gøres. Skynd dig nu ud og smil til nogle mennesker – måske endda nogle du ikke kender – og husk at smil til dig selv – det kan være det hele værd – og det er særdeles smitsomt.

Hav en fantastisk weekend – Livet venter på dig!

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

Medicine Walk – hold øje med tegnene

Måske har min opmærksomme læser lagt mærke til, at jeg nu for anden gang benytter en regnbue som ugens blog-foto. Det er sikkert heller ikke den sidste gang.

Skal jeg gå til højre eller til venstre?
I mange år har jeg benyttet mig af regnbuer til at fortælle mig hvilken vej jeg skulle gå i livet. Ofte når jeg har været i tvivl ved en skillevej (og tro mig – der har været mange skilleveje i mit liv) – har jeg bedt om at få vist en regnbue på den ene eller anden vis – hvis jeg skulle vælge at gå til højre i stedet for til venstre i livet (eller omvendt).

Og hver eneste gang er der dukket en regnbue op, når jeg skulle gå til den anførte side. Enten fysisk på himlen,på et foto, i tv – eller som en sang (f. eks. “True Colours”, som jeg har som ringetone på min mobil).

Det virker
Det vildeste jeg indtil dato har oplevet, var for 15 år siden, hvor jeg oven i købet specifikt bad om, at hvis jeg skulle “gøre dette her”, ville min daværende kæreste kalde mig ind med ordene: “Kom Esther – se der er en regnbue”.
Og – yeps – det gjorde han så. Jeg troede knapt mine egne ører – ej heller øjne, da jeg så en fantastisk regnbue skinne i et springvands vandstråler.

Den store udfordring
Se – det lyder så nemt – og det er det egentligt også. Udfordringen ligger blot i at have tillid til, at de tegn, man får er de “korrekte”. Og dette kræver øvelse. Øvelse, som man bl. a. kan gøre på en “Medicine Walk”.

Medicine Walk
Se – nu er det jo ikke kun undertegnede, som beder om hjælp på denne måde. Det er f. eks. et velkendt fænomen indenfor den shamanistiske verden. Ikke kun for at få hjælp til at træffe valg – men også i det hele taget til at få svar på spørgsmål og opnå indsigt.

En medicine walk kan tage lige fra 5-10 minutter – til måske at vare det meste af livet. Min pilgrimsrejse på “El Camino” var også en “Medicine walk” for mig. På den ca. 800 km lange vandring opnåede jeg megen indsigt og modtog mange symboler (også regnbuer). Alt dette vil jeg skrive om i en bog på et senere tidspunkt.

10 minutter
Et eksempel mere på en shamanistisk Medicine walk fra min egen verden, var en shamanistisk workshop med Chris Lüttichau for godt 7 år siden. Her skulle deltagerne på forhånd bestemme sig for, hvad de gerne ville have svar på, hvorefter de skulle gå ud og holde øje med, hvilke svar der dukkede op indenfor 20 minutter.

På det tidspunkt ville jeg gerne flytte til en anden bolig, så mit spørgsmål handlede om netop dette. Der gik – som altid med mig ca. 10 minutter – så kom svaret inde i Assistent Kirkegård. Et stort skilt, hvorpå der stod:
“Gartnerbolig flytter fra 1. marts”.

Og ganske rigtigt – kort tid efter fik jeg et tilbud på min nuværende bolig til indflytning 1. marts.

Bruger du selv tegn og symboler for at guide dig gennem livet? Har du selv været på Medicine Walk?

Ellers skulle du tage og komme afsted. 🙂

Hav en fantastisk weekend – Livet venter på dig!

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook eller tilmeld dig mit nyhedsbrev på www.reikihealer.dk

Så sig dog tak!

Nogle mennesker siger: “Jeg har ikke noget at være taknemmelig over. Alt går mig imod”

Se det er en overbevisning, som kan være selvforstærkende. Negativt avler negativt – positivt avler positivt. Sådan er det også med taknemmelighed.

Der er nok til alle
Det er faktisk sådan, at Universet er fyldt med overflod. Der er rigeligt til alle.

“Sikken en gang newage-vrøvl”, tænker du måske nu. “Hun har vist læst for meget i “The Secret” (en bog, som er bl. a. er fokuseret på at skabe overflod).

Sandheden er, at jeg kun har skimmet ovennævnte bog, så det er ren og skær erfaring, jeg byder ind med her. De læsere, som læste min blog om mirakler i sidste uge, hvor jeg mirakuløst fik en medisterpølse forærende – på det allermest perfekte tidspunkt – lagde måske mærke til, at jeg skrev, at jeg huskede at være taknemmelig.

Og det er jo netop det, som det hele handler om: Vis taknemmelighed – og du skal få!

Hvem skal jeg være taknemmelig overfor?
Hvad taler hun nu om? Hvem skal jeg sige tak til? Ja – i mit tilfælde kunne jeg jo starte med at sige tak til den søde ekspedient. Dernæst følte jeg mig i det hele taget virkelig taknemmelig over det, som var sket for mig. (Jeg var jo virkelig sulten, som du måske husker).

Hvem du siger tak til  – er underordnet. Ordet “Tak” er nok. Så er det ligegyldigt, om du siger tak til en Gud, Universet, en lykkemønt, din gamle Teddybamse – eller dig selv. Du behøver ikke engang at beslutte dig for, hvem din tak er henvendt til. Den skal nok nå frem til rette sted.

Start med det nemme
De fleste vil kunne finde et eller andet at være taknemmelig over i deres liv:

  • Jeg får mad hver dag
  • Jeg har et sted at bo
  • Jeg har en dejlig familie
  • Solen skinner
  • En regnbue
  • Et lille barn, som smiler til dig
  • En person, som hjælper dig med noget
  • Og ……….

Ren og skær taknemmelighed er nok. Husk at være taknemmelig over småbitte ting, som sker for dig i hverdagen. Måske finder du en 10 krone på jorden: “Tak – så har jeg lige den mønt, jeg mangler til en kundevogn eller en is.” Ved også at være taknemmelig overfor selv (tilsyneladende) små ting – kommer der større og større ting at være taknemmelig over. (Jo – det passer! 🙂 )

Tak på forhånd
Du kan ovenikøbet begynde at sige tak – allerede INDEN du har modtaget noget/oplevet noget, som du ønsker dig. Der er jo f. eks. den kendte med at “bestille” en parkeringsplads på et sted, hvor det normalt er svært at finde en plads. Hver gang jeg husker at gøre det – så er der en plads. Jeg har oven i købet eksperimenteret med at bestille ‘en specifik parkeringsplads ud af mange mulige – og det er også lykkedes – op til flere gange. Og hvordan gør jeg så det? Ved at sige “tak” på forhånd.

Vend negativt til positivt
Nogle gange siger jeg tak for noget, som jeg måske i virkeligheden i første omgang ikke er taknemmelig over. Det gælder f. eks. i dag, hvor jeg kom kørende på motorvejen. Lige da jeg passerer en motorvejsbro rammer en sten min forrude med et stort “klonk”, så der kommer et halvstort stenslag på ruden. Jo – jeg blev ærgerlig – men lige efter ærgrelsen tænkte jeg: “Godt, det var på passagersiden i stedet for førersiden. Nu haster det mindre med at få den repareret. Tak for det.”

Du skal kunne mærke taknemmeligheden
Der er en anden vigtig ingrediens: Følelsen af taknemmelighed. Du skal kunne mærke, at du er taknemmelig – måske som bobler eller en indvendig ro. Det gør nemlig en positiv forskel. Det kan være svært i begyndelsen, men øv dig hver dag i at sige tak for både stort og småt. Måske kan du ikke mærke det i begyndelsen, men efterhånden vil det nemmere.

En sidste ingrediens
Giv slip – giv slip – giv slip. Og se hvad der sker.

Vis taknemmelig overfor stort og småt
Og det gælder virkelig alting. Jo – mere taknemmelig du er for at modtage både stort og småt – jo mere kommer der til dig.

Tror du stadig ikke på det?

Lad mig komme med et eksempel, som måske kan forklare det på en mere jordnær måde:

Du har givet en gave til en person. Personen tager bare imod den – uden at sige tak.

Ok – hvor meget lyst har du så til at give den person en gave en anden gang?

Og prøv så lige at vende den om…….

Kan du se – hvad jeg mener……. ? 🙂

Hav en fantastisk weekend – Livet venter på dig!

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook her

Store og små mirakler (eller historien om medisterpølsen)

Livet er fuld af mirakler.

Hvad er et mirakel?
Hver eneste dag kan du opleve små og store mirakler. Det handler bare om at få øje på dem. Nogle gange sker der noget for dig, som måske i det øjeblik kan føles som “ubetydeligt” – men i virkeligheden har været et mirakel. Det vi allesammen ser som mirakler, er naturligvis:

  • når en person bliver helbredt for en ellers uhelbredelig sygdom
  • når en person bliver reddet fra en ulykke
  • hver gang et barn fødes
  • når et par, som var “dømt barnløse” pludselig alligevel “bliver gravide”
  • Naturens mirakler – som f. eks. grotten på fotoet

Det er nogle af de mirakler, som er nemmest at anerkende som mirakler.

Andre mirakler kan være sværere at få øje på, men de er der. Jeg gør en stor kunst ud af at få øje på miraklerne i mit liv.

Et af mine seneste eksempler på et lille mirakel, føltes kæmpestort for mig.

Medisterpølsen
En eftermiddag havde jeg lige ude at undervise og skulle direkte videre på sygebesøg på et hospital. Desværre havde jeg glemt alt om at tage frokost med, så jeg havde ikke spist siden morgenmaden. Jeg følte mig både sulten og svimmel, og det hjalp ikke at drikke vand. Jeg besluttede mig for at købe noget frugt i hospitalets kiosk, men desværre var al frugten dårlig. “Nå”, tænkte jeg, “så må jeg  prøve at drikke endnu mere vand – for jeg har ikke lyst til slik”. Jeg stillede mig ved kassen for at betale for den gave, jeg havde købt.

I samme øjeblik sagde en af ekspedienterne: “Er der nogen, som har lyst til en medisterpølse? Jeg er kommet til at skære den over i 2 halvdele.”

Se normalt er jeg ikke den den store kødspiser – men jeg var hurtig til at udbryde: “Ja – tak – det vil jeg gerne”.

Denne to-delte medisterpølse reddede resten af min dag. Jeg spiste den med nydelse – og bagefter havde jeg det godt og var parat til at gå på sygebesøg.

Det vigtigste var, at jeg huskede at være taknemmelig.

Hold øje med miraklerne
Husk det: Miraklerne er virkelig overalt. Der er store og små mirakler. Nogle er nemmere at få øje på end andre. Men jeg lover dig: Hvis du først begynder at lægge mærke til dem – så sker de meget oftere (end du tror på lige nu, hvor du læser mine ord om en medisterpølse).

Hav en fantastisk weekend – Livet venter på dig.

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook